I dag kræver nogle højskoler motiverede ansøgninger og cv, giver rabat til akademikere i kvartvejskrise, skræddersyer undervisning til optagelsesprøver for de købestærke og bruges som springbræt til kvote 2-ansøgninger. Højskolerne gør meget godt – men de svigter saftsuseme også.
Lawand Hiwa Namo,
Klummeskribent og cand.scient.pol.
Da jeg startede på Rødding Højskole for seks år siden, tog politiklæreren som det første ordet. Han stillede os ét spørgsmål: »Hvor mange af jer kommer fra hjem med økologisk minimælk i køleskabet?«. Næsten alle rakte hånden i vejret.
Pointen var klar, forklarede han. Vi højskoleelever ligner hinanden. Langt de fleste kommer fra solide hjem og er på vej til en videregående eller kreativ uddannelse. Det er ikke for sjov, at man kalder et højskoleophold for 4.G.
Som jeg ser det, findes der tre afgørende punkter, hvor højskolerne øger uligheden og forskellen mellem os danskere – stik imod højskoleånden. Jeg tror ikke, at udviklingen er sket i ond mening. De højskoleforstandere og -lærere, jeg kender, er alle engagerede undervisere, som ønsker at gøre en forskel. Netop derfor har vi brug for en ærlig debat om, hvordan højskolerne også skævvrider vores land.
Men er eleverne nu så ens? Tjo, vi kan kaste et blik på nogle dugfriske tal fra Danmarks Statistik. Her kan vi se, at over 55 pct. af eleverne mellem 18-25 år har forældre med en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Det er skævt, når man tænker på, at under 30 pct. af forældregenerationen har en tilsvarende uddannelse. Langt de færreste højskoleelever kommer fra faglærte og ufaglærte hjem, selv om det er den største gruppe i samfundet. Og udviklingen ser ud til at blive skævere år for år.
Det er der flere grunde til.
For det første har Højskoleforeningen (der repræsenterer landets ca. 70 folkehøjskoler) valgt en strategi, som appellerer til akademikere i stedet for håndværkere. Hvis du løber sur i studiet på litteraturvidenskab eller vil have en pause efter bacheloren på medicin, findes der rabatordninger på op til 30 pct.
Er det bare mig eller er det himmelråbende ironisk, at Grundtvigs (Grundtvigs!) Højskole spinder guld på frygten for optagelsesprøver?
Men hvad så hvis du er 21 år, står med et svendebrev i hånden og har brug for at prøve nogle ting af i stedet for at arbejde fuldtid de næste 50 år? Ja, her gælder fuld selvfinansiering! Omvendt er det med universitetsstuderende: Højskolerne har designet en pitstop-ordning til trætte akademikerspirer.
Læs blot her, hvad Højskoleforeningen skriver som noget af det første, når de selv skal fortælle, hvem der kan komme på højskole: »Selv om du er godt i gang med din videregående uddannelse, kan du stadig få brug for at bremse op og tænke dig om«.
Jeg kan godt se, hvorfor studerende har brug for en tænkepause og et halvt år med dannelse, økologisk mad og fuglefløjt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor den slags oplevelser skal være billigere for de i forvejen privilegerede.
Selv om kommuner i visse tilfælde giver udsatte unge et gratis højskoleophold, og nogle højskoler har mangfoldighedspuljer, så nærmer det sig ikke den massive indsats, som højskolerne har gjort over for fremtidige og nutidige studerende. Det er ikke bare et svigt fra højskolernes side. Det er primært et resultat af den lave prioritering af kultur og højskoler på Christiansborg.
Politikerne kunne give unge med et svendebrev muligheden for at få dækket 50 pct. af deres højskoleophold. Og så kunne Kulturministeriet lancere store højskolekampagner på landets erhvervsskoler. Se, det ville i kombination skabe flere møder på tværs af forskellige samfundsgrupper. Men det kræver en indsats fra vores socialdemokratiske ministre på kultur-, beskæftigelse- og uddannelsesområderne.
Hvis højskolerne skal gøres folkelige igen, må vores socialdemokratiske regering vågne op. Politikerne har med deres manglende engagement og faldende støtte skubbet højskolerne ud på en forkert kurs.
Det leder mig frem til det andet af de tre problemer. Højskolerne tjener kassen på at hjælpe købestærke unge med at komme ind på drømmeuddannelsen. Kreative og kunstneriske uddannelser kræver ofte en optagelsesprøve. Og her har højskolerne fundet en genial forretningsmodel. For 20.000-50.000 kroner lover de eleverne at få undervisning, der fremmer chancen for at komme igennem de hårde optagelsesprøver. Dannelse jovist, men det koster!
Læs bare, hvordan f.eks. Grundtvigs Højskole spiller på frygten for at mislykkes: »Optagelsesprøven til fotojournalistik er benhård. Sidste år havde fotojournalistik 165 ansøgere, hvoraf kun tolv af dem kom ind. På nærmest hvert kuld af nyuddannede fotojournalister, har en eller flere været forbi Grundtvigs Højskole og fået kompetent undervisning i fotografi«. Er det bare mig eller er det himmelråbende ironisk, at Grundtvigs (Grundtvigs!) Højskole spinder guld på frygten for optagelsesprøver?
Jeg bebrejder ikke de enkelte højskoler. Mange højskoler har været lukningstruede pga. faldende elevtal og mindre statsstøtte gennem årene. Men udviklingen har konsekvenser… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.