Hvordan kan en nyuddannet akademiker være på dagpenge i ni måneder, når byen er fuld af skilte med »vi søger medarbejdere«?

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator

I et debatindlæg i Information, der blev bragt i sidste uge, raser Sigrid Nielsen over, at a-kassen har opfordret hende til at tage et arbejde, der ikke har noget at gøre med hendes fem års studier i dansk og kulturmøder på RUC.

Hun er også forarget over, at jobcentret foreslog, at hun kunne tage en supplerende erhvervsuddannelse som en vej til at sikre sig arbejde.

Akademikere som Sigrid, der vælger ledighed frem for at stå i Lagkagehuset og lange boller over disken, undergraver dagpengesystemet og den solidaritet, som venstrefløjen har kæmpet for i et århundred.

Det er en debat, vi har haft før. For snart et årti siden var det en arbejdsløs eventkoordinator, der i Politiken fortalte, at han nød at være på dagpenge og nægtede at tage et job, som ikke var sjovt og interessant. Den slags udløser kritik fra borgerlige fløje om forkælede unge og et dagpengesystem, der skal beskæres.

Problemet er jo, at vi uddanner for mange til cand.arbejdsløs eller til et liv, hvor uddannede filosoffer må finde job i PostNord, fordi deres uddannelser ikke kan anvendes

Valget med Trump i USA illustrerer, at når venstrefløjen ikke formår at tage det hårdtarbejdende folks parti, så siver det arbejdende folk over til dem, der påpeger absurditeten.

Kritikken af og opgøret med arbejdsløse, der føler sig for fine til bestemte typer arbejde, bør derfor komme med største intensitet fra venstrefløjen. Desværre udebliver kritikken ofte, fordi det er blevet en underlig venstreorienteret sag at forsvare arbejdsløse akademikere.

I en tid, hvor det er næsten umuligt at gå forbi et supermarked eller en café uden at se skilte med »vi søger kolleger«, er det absurde ikke jobkonsulenter, som vil have nyuddannede til at brødføde sig selv. Det er derimod akademikere, der føler sig for fine til at forsørge sig selv, mens de leder efter drømmejobbet.

Den jobsøgende skribent forventer, at systemet skal finansiere ventetiden, indtil hun finder noget, der passer bedre til hendes ambitioner. Men det har jo aldrig været meningen med dagpengesystemet, og hun udfordrer med sit indlæg den pagt, der holder liv i a-kasserne.

Dagpengesystemet er født ud af en tanke om solidaritet og hjertevarme med dem, der mister deres livsgrundlag. Solidaritet er ikke, at trappevaskeren betaler den arbejdsløse humanists dagpenge, mens humanisten i dagbladene problematiserer, at jobkonsulenterne opfordrer hende til at tage et arbejde som trappevasker.

En moderne velfærdsstat står og falder med, at vi borgere udviser pli. Når en virksomhed lukker, og 800 slagteriarbejdere eksempelvis står uden job, er det netop, at dagpengesystemet viser sin værdi.

Lokalsamfundet kan ikke opsluge 800 arbejdsløse slagteriarbejdere med det samme. Og familier kan ikke bare sælge deres bolig, rykke to unger ud af skolen og finde et nyt job til begge forældre et par hundrede kilometer væk. I sådan en situation er dagpenge redningskransen, som sørger for, at skæbner ikke synker til bunds, når arbejdet forsvinder.

Personer som Sigrid gør det sværere at opretholde det system. På ufrivillig vis illustrerer hun, hvorfor politikerne forkortede dagpengeperioden for nyuddannede fra to år til ét år. Netop fordi der findes nyuddannede akademikere, der føler sig trådt på af at skulle arbejde, mens de søger drømmejobbet.

Problemet er bare, at den kortere dagpengeperiode faktisk bliver et kæmpe problem for kommende generationer af unge. For når økonomiske kriser bølger ind over Danmark, rammer det nyuddannede ledige hårdest i form af høj og langvarig arbejdsløshed.

Når nyuddannede akademikere i opgangstider nægter at tage det arbejde, der findes, skaber det grobund for yderligere stramninger, som gør ondt på unge i krisetider … Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.