I et af sine største hits synger Justin Bieber: »Is it too late now to say sorry?«. Svaret er løsningen på regeringens krise.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator, cand.scient.pol.

Regeringstoppen er netop vendt hjem fra ledelsesseminar. Angiveligt for at opdatere regeringsgrundlaget, finde en ny fancy fortælling om midterregeringen og puste kunstigt åndedræt i lungerne på en døende regering. Problemet er koldt og surt som citronsorbet: Det eneste mere upopulære i Danmark end SVM-regeringen er efterhånden dræbersnegle og skybrud.

Aldrig før i det 20. og 21. århundrede har så lille en andel af vælgerne sat kryds ud for Socialdemokratiet som ved EP-valget. Og aldrig er en regering faldet så kraftigt i meningsmålingerne. Det er ærgerligt. For regeringen har et flertal, som kunne skabe gode forandringer.

Men regeringens top-toppolitikere må indse, at det er for sent at genvinde vælgerne med ny politik og endnu en fancy fortælling. For partilederne har brudt danskernes tillid. Det er ligesom i et parforhold: Hvis du har været din kæreste utro. Løjet om, hvilken fremtid I skulle have sammen. Skiftet forklaringer og sendt bidske bemærkninger hen over middagsbordet … Ja, så kan man ikke bare købe sig til tilgivelse med en flaske bourgogne og et dusin østers på en fransk bistro. Regeringen bliver nødt til at gå i åben terapi med befolkningen for at bearbejde de mange psykiske sår, som den har pådraget en stor del af vælgerne.

Det eneste mere upopulære i Danmark end SVM-regeringen er efterhånden dræbersnegle og skybrud

For det første blev regeringen født på en løgn om, at der var kriser over det hele, selv om fakta viste noget andet. For det andet begik Venstre løftebrud ved at gå i regering med Mette Frederiksen. For det tredje begik Moderaterne blodskam ved at lade særinteresser blive forstærket i SVM-regeringen: Landbruget vandt slaget om vores klima, og fagbevægelsen vandt slaget om Arnepensionen. Det, der skulle have været en klog reform af universiteterne, endte med at lukke uddannelser på DTU – stik imod alt fornuft. For det fjerde var afskaffelsen af store bededag født på en løgn om, at der skulle findes penge til krigen i Ukraine. En unødvendig indgriben i danskernes fritid. Pludselig skiftede regeringen forklaring: Så skulle der også bruges penge på klima. Og til sidst var forklaringen noget med, at vi mangler hænder.

I takt med at finansministeren bliver ved med at finde penge, mister vi danskere forståelsen for, hvorfor det egentlig er, at fridage skal afskaffes, og hvorfor statsministeren bliver ved med indirekte at kritisere det arbejdende folk for at være for magelige.

Problemet bliver kun større af, at Finansministeriet her i august sandsynligvis igen vil melde ud, at der er flere milliarder at finde. Det skyldes, at vi danskerne ikke orker at sætte lige så mange børn i verden, og færre penge derfor skal bruges på børnehaver og skoler.

Den 1. maj forsøgte Socialdemokratiets leder ganske vist at trække i land ved at sige, at hun var blevet misforstået. Hun benægter endda at have udtalt, at danskerne skulle blive ved samlebåndene, selv om hendes udtalelse findes på bånd.

Min generation ville kalde statsministerens udtalelser for gaslighting – et begreb som bruges i giftige relationer, hvor en partner bevidst får dig til at tvivle på, hvad der egentlig blev sagt eller gjort. Det er jo det, Socialdemokratiet i sidste ende gør med vælgerne. Og nu har vælgerne besluttet sig for at slå op med regeringen … Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.