Klimaforandringerne rammer de svageste hårdest – det var læren fra min ferie på Rhodos. Når regeringen skubber de fattige foran sig med argumentet om, at den grønne omstilling ikke må gøre ondt, så skåner de nutidens svage på bekostning af kommende udsatte danskere.

Lawand Hiwa Namo,
Selvstændig rådgiver og skribent

For første gang i mit liv skulle jeg holde ferie på et femstjernet hotel. Dagen inden afgang rejste min svigermor dog en bekymring. Der var brudt en lille skovbrand ud på Rhodos, som lod til at være afgrænset. Min kæreste og jeg grinede lidt ad vores overbekymrede familie og fløj ubekymrede af sted. Flammerne var jo kun inde midt på øen. Og Udenrigsministeriet frarådede ikke rejser til Rhodos. Så slemt kunne det jo ikke være, vel?

Vi ankom på hotellet fredag formiddag. Fra vores balkon kunne vi ane konturerne af røg i horisonten mod fastlandet. Vi valgte at holde blikket rettet mod udsigten til det rolige hav.

I løbet af eftermiddagen voksede røgskyen. Hotellets personale forsikrede os og de resterende gæster om, at her var vi i sikkerhed. »The fire can’t climb the mountain«, sagde personalet. Da hverken min kæreste eller jeg er naturvidenskabeligt anlagte, valgte vi at skubbe skeptiske spørgsmål om ild og højder til side.

Under middagen spillede et lille tomandsband på kontrabas og klaver i baggrunden, mens man til venstre for havet kunne se røgen tyknes.

Dagen efter var røgskyen ikke længere hvid, men sort. Hen ad eftermiddagen kunne man fra infinitypoolen se vandflyene, der i pendulfart hentede vand til at slukke ilden.

Få timer senere mærkede vi røgen i øjnene. Små askeflager svævede i luften som snefnug. Lørdag aften var det ikke længere muligt at spise middag udendørs. Tjenerne virkede urolige. Mens personalet beroligede turisternes stigende kritiske spørgsmål, fortalte en tjener, at han var bange for, hvor langt flammerne var fra hans børn og hus. Violinerne spillede videre, og følelsen af at være på Titanic steg langsomt op i os.

Vi var som levende frøer i en gryde, der ikke mærker, at kokken langsomt hæver temperaturen mod kogepunktet

Vores ferie blev samtidig en metafor for klimaforandringerne. Selv om vi kunne se flammerne nærme sig, selv om vi kunne mærke, at vores ferie nærmede sig farepunktet, så blev vi på hotellet og vendte blikket væk fra problemerne. Vi var som levende frøer i en gryde, der ikke mærker, at kokken langsomt hæver temperaturen mod kogepunktet.

Midt om natten på dag to ringede receptionen til vores værelse. Beskeden var klar: Pak jeres kufferter, og vær klar til evakuering. Jeg ringede fluks til min rejseforsikring for at få hjælp til evakuering fra øen. Myndighederne var på dette tidspunkt begyndt at sende nødsignaler på vores telefoner om, at vi skulle skynde os væk.

Men forsikringsselskabet var iskølige. »Nej, vi kan desværre ikke hjælpe, så længe Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til Rhodos«, fortalte en dame mig. Jeg gik ud på balkonen, hvor ilden lyste op i mørket.

»Hvis ikke jeg kan bruge min rejseforsikring, når jeg kan se flammerne nærme sig mit hotel, hvornår skal jeg så bruge jer«, spurgte jeg frustreret? Mere var min Djøf-forsikring ikke værd. Vi var på egen hånd.

Klokken tre om natten fik vi det afgørende telefonkald: Efterlad al bagage, og kom op til receptionen. Solidaritet havde desværre svære kår hos vores velhavende medrejsende. For allerede på vej til receptionen så vi flere, som havde taget tunge kufferter med på flugten. Og i receptionen stod en bunke bagage, som gæsterne var blevet tvunget til at efterlade.

For som hotelpersonalet diplomatisk forsøgte at forklare et midaldrende par: Man prioriterer menneskeliv over kufferter. Surprise.

Modsat mange andre på øen bestod vores evakuering ikke af noget med at løbe for livet med håndklæder over hovedet på flugt mod stranden. Hotellet havde arrangeret store Mercedes-minibusser, som kørte af sted på udramatisk vis… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.