Arbejdsmarkedets overenskomster er ikke fulgt med tiden. Resultatet er et arbejdsmarked, der slår kærlighed og hverdagsglæden ihjel.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator

Lige om lidt sendes de nye overenskomster til afstemning. Men tro ikke, at de løser de voksende udfordringer, som mange kæmper med i arbejdslivet. Mens der over de seneste 60 år er sket gigantiske revolutioner af vores måde at leve og være familie på, kan det samme ikke siges om arbejdslivet. Tværtimod døjer vi i dag med et arbejdsmarked, der fremmer stress, skilsmisser, afskedigelse af ældre, angst, depression og nedslidning.

På arbejdsmarkedet følger vi fortsat en forældet idé om én overenskomst, der dækker alle lønmodtagerne på tværs af alder. Den stammer fra en tid, hvor kvinder ikke havde stemmeret, og mandens formål var at arbejde for at forsørge. Dengang påvirkede familielivet ikke arbejdet.

Når lønmodtageren (det vil sige manden) f.eks. fik et barn, tog han bare op på fødeafdelingen og røg en cigar i venteværelset. Her kunne han lige sige hej til baby og konen, inden han hoppede videre i byen for at snuppe en fyraftensbajer. Og dagen efter? Ja, der mødte han selvfølgelig på arbejde.

Dengang overenskomsterne blev skabt, var skilsmisse foragtelig – og selv når skilsmissen indtraf, betød det intet for den arbejdende mand. Overenskomsterne var ensartede, fordi arbejdslivet var ensartet.

Siden da er der sket en revolution af kønsroller og familieliv. Kvinder er (heldigvis!) stormet frem på dele af arbejdsmarkedet, der førhen var domineret af mænd. Pensionsalderen buldrer opad. Vi har større forventninger til forældreskabet. Skilsmisseraten vokser. Og arbejdsrelaterede e-mails og Aula har taget plads ved spisebordet.

På byggepladsen går mureren hjem med bekymringer om løndumping, udflytning af arbejdspladser og gruer for, om hans krop kan holde til at mure 600-900 sten op om dagen i en alder af 74 år.

Hvis regeringen, fagforeningerne og arbejdsgiverne oprigtigt ønsker et rigere og bedre samfund, burde de reformere overenskomsterne og dermed det arbejdsmarked, der åbenlyst kolliderer med det gode liv i det 21. århundrede

Overenskomsterne har simpelthen ikke forandret sig i takt med samfundet. Fagbevægelsen har siden 2007 kæmpet for mere fleksibilitet i overenskomsterne, men ofte er arbejdsgiverne nølende, og den store nytænkning lader stadig vente på sig.

Og det er ærgerligt, for ingen vinder på et ulykkeligt arbejdsliv. Enhver sygedag er en tabt indtægt for virksomheden og for samfundsøkonomien. Beregninger fra Fagbevægelsens Hovedorganisation har vist, at hvis man forbedrer arbejdsmiljøet og sænker sygefraværet en smule, skaber det 14 milliarder kroner mere til samfundet og et øget arbejdsudbud på 22.500 personer.

Vi har derfor brug for at gentænke overenskomsterne, så de i stigende grad matcher livets forskellige faser:

Nyuddannet

På den ene side tigger staten os gennem kampagner om at få børn så tidligt som muligt. På den anden side straffes nyuddannede på arbejdsmarkedet for at sætte unger i verden. Det skyldes bl.a., at man flere steder skal have været ansat i op til 18 måneder for at få løn under barsel eller sågar pension under barsel.

Vi har heller ikke lavet overenskomster, der direkte tilskynder mænd til at tage en lige så stor del af barslen. Læg dertil, at unge oftere havner i korttidsansættelser og prekært arbejde. Det gør unge ekstra sårbare.

Småbørn

I Danmark indtager vi andenpladsen for småbørnsfamilier, der arbejder mest i EU. Vores selvvurderede lykke styrtdykker, når vi får børn. Hvis vi vil sikre, at vi får flere og sundere børnefamilier, kræver det en gentænkning af, hvordan vi fordeler arbejdstid og økonomi i løbet af et helt liv. Det kunne både overenskomster og en trepartsaftale bidrage til at løse. Et godt eksempel er, at det i gennemsnit koster to ugers ferie per barn at lave indkøring i hhv. vuggestue og børnehave. Børnefamilierne ender derfor med kortere ferie sammen.

Skilsmisse

Over halvdelen af alle ægteskaber går i vasken. Det samme gør mange ugifte parforhold. En skilsmisse markerer et dybt chok og traume i vores tilværelse og afføder et stigende sygefravær på op til 49 procent ifølge Kommunernes Landsforening… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.