Sygeplejerskerne kan i flere medier nu læse, at de ikke er underbetalte. Det er pædagoger, sosu’er og fængselsbetjente derimod. Det kan blive fatalt for sygeplejerskernes håb om mere i løn, skriver Lawand Hiwa Namo i denne kommentar.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator og rådgiver

Beregningerne fra Lønstrukturkomitéen er en gigantisk ydmygelse af sygeplejerskerne. Shakespeare kunne ikke have skrevet et bedre drama.

Tænk, at den undersøgelse, sygeplejerskerne fik proppet i halsen som et hold-kæft-bolsje oven på strejken forrige år, ender med at forgifte deres drøm om mere i løn. Komitéens udkast til rapport, som jeg er i besiddelse af, viser, at sygeplejerskerne ikke er blevet lige så dårligt behandlet i lønudviklingen, som de selv har oplevet.

Men som mine kilder i fagbevægelsen også påpeger, fortæller rapporten ikke hele sandheden om ligeløn og fair løn i den offentlige sektor – eller mangel på samme.

Derimod viser Lønstrukturkomitéen, at fagbevægelsen er splittet. Og at solidariteten med sygeplejerskerne er mere tyndslidt end de akutafdelinger, som i perioder har holdt lukket, fordi der mangler hænder. For inde i komitéens hjertekammer har der udspillet sig en talkrig mellem magtfulde fagforeninger.

Hvordan udregner man, hvad en sygeplejerske er værd? Og hvordan sammenligner man værdien af en pædagog på rød stue, der lærer Mynthe-Aurelia at socialisere med andre børn, med en anæstesisygeplejerske, der bistår ved en kompliceret hjerteoperation?

Svaret er, at man aldrig kan lave det regnestykke på en meningsfuld måde.

Især to uenigheder udstiller konflikten om, hvordan man udregner værdien af ens arbejde:

Det første slagsmål handler om regnemaskinens indmad. Det kalder man modelberegnet løn. Den består bl.a. af længden på uddannelsen og den enkeltes anciennitet. Men man har ikke kunnet udarbejde en model, der tager højde for, om arbejdsopgaverne er blevet mere komplicerede. Eksempelvis har sygeplejefaget groft sagt udviklet sig fra, at man skulle lægge en kold klud på en patients pande til, at man bistår ved komplicerede operationer. Den udvikling tager Lønstrukturkomitéen ikke til fulde højde for.

Man har derimod kigget på uddannelsens længde – men det er for overfladisk, og det ville man aldrig gøre i det private. En forarmet kandidat i klassisk græsk kan jo ikke kræve det samme i løn som en økonom eller ingeniør, blot fordi de to faggrupper har studeret i lige mange år. Og derfor ville vi heller aldrig drømme om at sammenligne deres løn uden også at kigge på, hvilken værdi de leverer, og hvilken efterspørgsel der er efter dem. Men det har man altså valgt at gøre i Lønstrukturkomitéen.

Til sygeplejerskernes fortvivlelse har Socialdemokratiet ikke modet til at pege på, hvem der skal have mere i løn

Det andet slagsmål handler om genetillæg – især for skæve arbejdstider. I første omgang prøvede nogle faggrupper i komiteen at underløbe sygeplejerskerne ved at sige: Vi er ligeglade med jeres natarbejde eller skiftende weekendarbejde – vi kigger kun på jeres lønseddel, som den er, og ikke på skæve arbejdstider.

Derfor er man endt med at udarbejde to beregninger, som viser lønforskellen med og uden genetillæg. Problemet er her, at det jo er svært at sige, om man bliver kompenseret korrekt for sine gener. Vi ved, at medarbejdere med natarbejde dør tidligere. Det er sværere at få familielivet til at hænge sammen. Og skiftende weekendvagter betyder, at arbejdet torpederer familiefester og mormors 80-års fødselsdag. Når sygeplejerskerne flygter fra stillinger med skiftende og skæve vagter, fortæller det os, at løn ikke står mål med generne. Men Lønstrukturkomitéen fortæller os ikke, om sygeplejerskerne får den rette løn – den viser os blot, at de får mindre end folkeskolelærere og mere end pædagoger.

På det private arbejdsmarked er det udbud og efterspørgsel, der afgør lønnen. Men et kompliceret offentligt løn- og forhandlingssystem gør det svært for arbejdsgiverne at lønne efter efterspørgsel. Og her er vi ved kernen af problemet, som vores velfærdssamfund står i: Vi kan ikke finde ud af at lønne offentligt ansatte ud fra efterspørgsel, og den værdi vi mener, at medarbejderne leverer.

Der var mange, som undrede sig over, at Socialdemokratiet i valgkampen lovede mere i løn til offentligt ansatte. I Socialdemokratiet har man dog kendt komitéens konklusioner allerede inden valgkampen sidste år. Og man har frygtet, hvordan sygeplejerskerne ville reagere, når først tallene kom ud. Husk, at man på et enkelt år allerede har mistet 2.400 sygeplejersker – masseflugten er en realitet og en trussel mod hospitalerne.

Derfor var det under valgkampen vigtigt for Socialdemokratiet at skifte fokus i debatten om sygeplejerskernes løn. Væk fra ligeløn og kvindekamp! Nu handlede det om rekruttering og fastholdelse, lød det fra arbejderpartiet.

Til sygeplejerskernes fortvivlelse har Socialdemokratiet ikke modet til at pege på, hvem der skal have mere i løn. Det vil man lade fagbevægelsen afgøre sammen med regioner og kommuner – blandt andet gennem en trepart. Socialdemokratiets forslag om at lade fagforeningerne slås om lønnen internt svarer til at kaste en død ged ned til en flok løver og lade dem slås om ådslet… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.