Lærerne får hverken den taknemmelighed eller anerkendelse, de fortjener. Hver gang en livskrise har truet med at bringe mig i knæ, har en underviser trukket mig op.

Lawand Hiwa Namo,
Skribent og taleskriver

En gang imellem sker det, at venners forældre, nye og gamle bekendtskaber stopper op og fortæller mig: »Hvor er det imponerende, at du er nået hertil – også når man tænker på din fortid …«.

Det er smigrende. Men jeg bliver også flov. For mit privilegerede liv i dag er resultatet af flere enestående lærere. Det kan ikke tælles på én hånd, hvor mange lærere der af egen drift har løftet mig i deres fritid. Jeg tror hverken, jeg er den første eller sidste til at modtage den omsorg. Men jeg kan – helt uden at blinke – sige, at deres indsats redder liv.

Mine oplevelser efterlader mig med en tro på, at det ikke bare er et tilfælde. Jeg er ikke bare heldig. Vores lærere er gjort af noget særligt. Vi taler tit om velfærdens frontkrigere. For mig er det åbenlyst, at lærerne er den sidste redningskrans for os unge, der faldt over bord.

Min dansklærer brugte stor energi på at finde psykologhjælp til mig. Og hun gjorde mere end det. Hun inviterede mig ind i sit hjem

Jeg gik i 8. klasse, da min mor tog sit liv. Hverdagen smuldrede omkring mig.

Min far boede i Sverige, så det betød, at staten ikke ville give tilskud til min lilleskole i Valby. Men en samlet lærerstab insisterede på, at jeg fortsat skulle have min hverdag på skolen. Så de gav mig en friplads. Det var en kæmpe lettelse. At jeg delvist pendlede fra Sverige og delvist overnattede på en madras på gulvet hos min farbror i København, var en detalje, der fyldte mindre i lyset af mine klassekammeraters nærvær.

Min dansklærer brugte stor energi på at finde psykologhjælp til mig. Og hun gjorde mere end det. Hun inviterede mig ind i sit hjem. Hun diskuterede store taler og retorikere med mig (hvilket hun hurtigt fornemmede min interesse for). Og så gjorde hun noget anderledes. Hun delte sine personlige oplevelser med mig, som jeg kunne spejle mig i. Hun gjorde sig selv sårbar. Hun gav mig et rum til også selv at åbne op og stole på voksne igen.

Næsten simultant rakte en kvinde ud efter mig. Det var en af min mors veninder. I starten strittede jeg imod. Jeg foragtede medlidenhed og havde svært ved at tage imod kærlighed. Men hun holdt fast.

Hun inviterede mig med til adventsfest og de årlige familiebegivenheder. Hun så, hvor alene jeg følte mig, og åbnede sin familie for mig. Hun var tilfældigvis gymnasielærer. Sidenhen blev hun min skytsengel. Og vi har de sidste 12 år set hinanden med ugers mellemrum.

I 8. klasse var jeg håbløst bagud med mine danskkundskaber og grammatiske forståelse i det hele taget. Min mors venindes mand trådte til. Hver onsdag drog jeg til Dragør, hvor han som pensioneret tysklærer frivilligt underviste mig i pluskvamperfektum, og jeg skal komme efter dig. Naturligvis efterfulgt af aftensmad og en diskussion om litteratur og politik.

Jeg var nu på mange måder bedre forberedt til at starte i gymnasiet. Men det viste sig alligevel at være noget af en mundfuld. Rysensteen Gymnasium havde et af de højeste gennemsnit i landet – det fik jeg at mærke.

Men også andre fantastiske lærere har i årenes løb åbnet deres hjem, og nogle af dem besøger jeg stadig

Der var fag, hvor jeg var godt med. Men der var også mange ting, jeg ikke forstod. Følelsen af at være dum og frygten for at spørge om de simple ting plagede mig. Modsat mine meget søde klassekammerater havde jeg hverken en far med en ph.d. i astrofysik eller en mor, der underviste på universitetet. Og da jeg som 16-årig endeligt flyttede fra min far i Sverige til København, mærkede jeg ryggen mod muren.

2.g var slidsomt – det kender de fleste studenter. Mange afleveringer, fuldt skema og 20-25 timers arbejde om ugen som afrydder ved siden af for at få økonomien til at hænge sammen. Undervejs var jeg flere gange ved at knække under mine egne ambitioner. Det frustrerede mig. Hvorfor skulle jeg bruge så mange timer på at lære, hvad der virkede så nemt for andre?

Min klasselærer i gymnasiet så, hvad jeg kæmpede med. En dag inviterede hun mig hjem i sin stue til en kop te. Hun så mig virkelig. Og hun hjalp mig med at lægge en plan for, hvor jeg skulle lægge min energi, så jeg kunne komme igennem uden at synke.

Hun var en af de første, der lærte mig at passe på mig selv, og som viste mig, hvordan jeg disponerede min tid taktisk. Det samme gjorde min engelsklærer, der opmuntrede og støttede mig, når bølgerne gik højt.

Gymnasiet markerer for mange også en identitetskrise. Hvem er vi? Og hvor hører vil til? Krisen slog igennem for fulde drøn i 3. g. En dag sad jeg på rektors kontor, mens tårerne over ikke at føle sig som alle andre løb ned ad kinderne på mig. Hendes kontor var altid åbent, og hun sørgede for en kontakt, som kunne hjælpe mig, foruden en boganbefaling eller to.

I sommeren 2013 blev jeg student. Det lykkedes, til min overraskelse, at komme videre med et gennemsnit, der gav mig muligheden for at vælge den uddannelse, jeg selv ville ind på. Livet så lyst ud! Og den sommer var én stor eufori, som jeg ikke husker i detaljer på grund af tequilamængderne.

Men virkeligheden pressede sig på igen. Et brev dumpede ind ad brevsprækken på mit kollegium. Jeg havde besluttet mig for at tage nogle sabbatår. Nu faldt hammeren. Jeg skulle fraflytte. Jeg forsøgte at finde et nyt sted, men uden held. Det københavnske boligmarked er ikke barmhjertigt ved en 18-årig knægt uden ressourcestærke forældre. Men kan du gætte, hvilken slags menneske der trådte til?

Endnu en lærer!… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.