Vi behøver slet ikke at vride hænder over økonomi og fødselsrater. Det burde komme de mindst privilegerede og mest nedslidte grupper til gavn.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator, cand.scient.pol.

Statsminister Mette Frederiksen i selskab med bryggeriarbejderen Arne Juhl, som både lagde navn og ansigt til den pensionsordning, han selv gik på 1. maj 2024.

I 2067 rammer jeg min pensionsalder. På det tidspunkt vil jeg være 73 år gammel og have arbejdet i 60 år. Jeg startede nemlig i en alder af 13 år som afrydder på en buffetrestaurant. Det hårde arbejde mærkede jeg som 15-årig, da jeg bar 40 kg sodavandssirup op ad en trappe og fik en rygskade.

I dag tilhører jeg skrivebordsklassen med hæve-sænke-bord og ergonomiske stole, og med en lille finte har jeg endda sørget for at kunne pensionere mig selv som 55-årig, hvis jeg vil. Finten vender jeg tilbage til. Den illustrerer skævheden i systemet.

Sandheden er, at det ikke kun er Arne, som ikke behøver vente til den officielle folkepensionsalder, før han kan gå på pension. Det behøver de rigeste i samfundet heller ikke. Hykleriet er tydeligt i Dansk Industri. Her tordner man imod Socialdemokratiets idé om, at pensionsalderen ikke skal stige lige så voldsomt som nu. Samtidig er det kommet frem, at organisationens 63-årige vicedirektør går på pension for egne midler. Underforstået er det ikke et problem, når rige forlader arbejdsmarkedet tidligere, men et problem, når alle andre danskere gør det. Her gik vi og troede, at arbejdsudbud var den vigtigste valuta for arbejdsgiverne. Det gælder bare ikke, når de selv skal arbejde.

Jeg kunne aldrig selv være fortsat i den slidsomme restaurationsbranche til 2066. Mette Frederiksen skal have ros for sin udmelding om, at pensionsalderen skal stige langsommere, i takt med at vi lever længere. Det er et opgør med det forældede velfærdsforlig, der tvinger pensionsalderen op med et år, når vi lever et år længere.

Velfærdsforliget er forældet, fordi grundlaget for det har ændret sig. Vi føder færre børn – helt præcis vil der være 100.000 færre børn i 2040, end man hidtil har regnet med. Moderaterne påstår, at færre børn er en trussel mod velfærd og økonomi. Men det er samfundsvrøvl, som kaster tåge og forvirring over debatten om pensionsalder. Når vi får færre børn, betyder det ganske vist, at bnp’en med stor sandsynlighed skrumper. Men det siger intet om rigdommen per borger, blot at der er færre mennesker, som samlet skaber mindre aktivitet. Mexico har f.eks. langt flere borgere og derfor et højere bnp end Danmark, uden at mexicanerne af den grund har et bedre liv. Og som den tidligere økonomiske overvismand Carl-Johan Dalgaard udtaler til B.T.: 

»Som økonom er der ikke andet at sige, end at statsfinanserne sandsynligvis ikke forbedres, hvis danskerne får flere børn. Desuden vil de fleste økonomer nok vurdere, at det nok vil løfte den typiske borgers levestandard målt på indkomst, hvis der fødes færre børn i Danmark«.

Den privilegerede klasse vil som DI’s vicedirektør skide på, om virksomhederne mangler arbejdskraft

Ifølge Finansministeriet kommer vi til at flyde over i overskud på statsfinanserne, når folk i generation X begynder at dø. Derfor er det en pensionsløgn, at min generation bliver nødt til at arbejde, til vi er 74 år. Socialdemokratiets nye debatoplæg er med andre ord et opgør med et finansministerielt fatamorgana.

Den diskussion, som vi i virkeligheden bør have, handler om, hvorvidt det overhovedet giver mening at tale om en fælles pensionsalder for alle danskere. Skal en statskundskaber som mig have samme pensionsalder som pædagogen? Forskellen på, hvor nedslidte, sunde, raske og livlige vi er, stiger. Arne-reformen var i realiteten et spædt opgør med den kollektive pensionsalder…. Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.