I Sverige har Toyota-fabrikken sænket arbejdstiden til 30 timer. Medarbejderne gik ikke ned i løn, og produktiviteten steg med 14 procent. Men i Danmark er debatten om kortere arbejdstid nærmest stendød.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator og kommunikationsrådgiver

Topchefer i ind- og udland debatterer helt åbent behovet for at sænke arbejdstiden. Se bare på Toyota i Göteborg, der har indført 30-timers arbejdsuge og endda tjent flere penge.

Men i den danske fagbevægelse bliver ideen om en kortere arbejdsuge ofte affejet som dyrt dagdrømmeri uden realitetssans. Hvis fagbosserne havde haft den samme tilgang i årene 1900 til 1990, som de har i dag, havde vi stadig knoklet 60 timer om ugen.

Jeg tilhører den første generation i omkring 120 år, som i sin levetid ikke har oplevet forbedringer i arbejdstiden. Jeg tilhører også den generation, som desværre i hobetal står uden fagforening. Hele 32 år er gået, siden arbejdstiden blev sænket fra 40 til 37 timer.

I en tid, hvor flere og flere danskere føler sig stressede og forgæves forsøger at skabe balance i familie- og arbejdsliv, lader fagbevægelsen i stigende grad til at være ude af sync med lønmodtagere under 50 år. Hvorfor lytter fagbosserne ikke, vil nogen spørge? Det er der flere konkrete årsager til.

Men lad os først kigge på problemets omfang. I 1989 følte knap 6 procent af danskerne sig stressede. Det tal var tredoblet til næsten 19 procent i 2021, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed. Ifølge Danmarks Statistik svarer over 383.000 danskere, at de ville ønske, at de kunne gå ned i arbejdstid. Skilsmisseraten er højest for småbørnsforældre, og danske børnefamilier har næsten europarekord i at arbejde mest. Officielle tal fra 2007 viser, at op mod 900.000 danskere har svært ved at finde en god balance mellem familie- og arbejdsliv. De tal er næppe blevet bedre siden.

Det ved flere fagforeninger godt, og de vil faktisk gerne gå en mere progressiv vej.

Knap 214.000 fagforeningsmedlemmer sætter kursen for størstedelen af de 2,4 millioner lønmodtagere, der er dækket af en overenskomst

Men der er kommet et større organisatorisk benspænd. Magten til store forandringer af samfundet ligger ikke længere i Fagbevægelsens Hovedorganisation, det, som tidligere hed LO og FTF. FH har ikke mandat til at tænke stort, som LO havde i 1900-tallet. Og sammenholdet i fagbevægelsen kan bedst beskrives som et iltfattigt ægteskab, hvor mand og kone ikke har kærtegnet hinanden i årtier. Bare se på sygeplejekonflikten eller på SAS-piloternes kamp, hvor to FH-fagforeninger, Dansk Metal og Flyvebranchens Personale Union, endte i en heftig infight om retten til at organisere piloter og kabinepersonale.

Når magten fjernes fra fagforeningernes fællesskab, forskubbes den til de få industritunge fagforeninger. Det skyldes, at industriens overenskomst bliver forhandlet som den første og danner den økonomiske ramme for flertallet af andre overenskomster. Fabriksmedarbejderne, smedene og Produktionsdanmark skriver dermed arbejdsmarkedets bibel.

I princippet kunne enhver faggruppe gennem overenskomstforhandlinger sænke arbejdstiden. Men i realiteten afgøres arbejdstiden i samfundet historisk set af industriens overenskomst. Og industriens medarbejdere er primært repræsenteret ved Dansk Metal (85.050 industrimedlemmer), HK Privat (30.250 medlemmer) og 3F-industri (98.500 medlemmer).

Det betyder, at knap 214.000 fagforeningsmedlemmer sætter kursen for størstedelen af de 2,4 millioner lønmodtagere, der er dækket af en overenskomst. HK Privat, 3F Industri og Dansk Metal kan som lønmodtagernes Cæsar vende tommelfingeren op eller ned til fremtidens arbejdsmarked – og fremtidens arbejdstid.

I spidsen for dem står forhandlingslederen Claus Jensen fra Dansk Metal. Han er akkompagneret af Simon Tøgern fra HK Privat og Mads Andersen fra 3F Industri. Claus Jensen er tilmed formand for den organisation, der repræsenterer industriansatte i de nordiske lande. Det er ikke for sjov, at formanden for Dansk Metal er kåret til Danmarks mest magtfulde person.

Hvis man vil opnå en kortere arbejdsuge, kræver det, at disse tre mænd bliver overbevist og tager forslaget med ind i forhandlingslokalet med arbejdsgiverne. Det kan ske ad tre veje: Den første er, at tillidsrepræsentanter og medlemmer kræver, at deres fagbosser kræver kortere arbejdstid. Den anden er, når resten fagbevægelsen mobiliserer et stort nok pres på de tre fagforeninger, så de forbarmer sig over fællesskabet. Og den sidste er, når ledelsen i Dansk Metal, HK Privat og 3F sætter ambitiøse mål for arbejderne, som siver ned til fabriksgulvet og udmønter sig i en folkebevægelse.

Fagbosserne tøver dog, når det kommer til arbejdstiden. Det er dårlig timing, lyder det, når man spørger. Inflationen er høj, og der er mangel på arbejdskraft, lyder det.

Jeg er ked af at sige det: Men fagforeninger har aldrig fået flere medlemmer af at lyde som og ligne arbejdsgivere

Argumenterne er ikke forkerte. Men problemet er, at det altid er dårlig timing at sænke arbejdstiden. Især hvis man spørger arbejdsgiverne. Når der er krise, er det for dyrt. Og når økonomien buldrer af sted, har man brug for samtlige hænder hele tiden. Og lavere arbejdstid vil skade økonomien, siger de. Også selv om produktiviteten historisk er steget, selv når man har sænket arbejdstiden. I perioden, hvor vi i Danmark gik fra 44 timer om ugen til 37 timer, oplevede vi en vækst i produktiviteten på svimlende 282 procent… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.