Fagbevægelsen skal revolutionere sig selv for at få fat i de unge. Og de unge har faktisk også brug for en stærk fagbevægelse.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator

Fagbevægelsen bløder medlemmer, og det er komplet uklart, hvem der magter at træde i karakter og vende skuden.

Det er indtrykket, man sidder tilbage med, efter at Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, forleden i et interview i Politiken gjorde klart, at hun ikke har løsningen på, hvordan fagbevægelsen får flere medlemmer, og at andre må tage ansvar for at knække den nød. Nuvel. Hvis fagbosserne ikke selv vil på banen, må vi andre.

Fagforeningerne er fucked. Det er min generation også. I årtier har fagforeninger brokket sig over, at for få unge betaler kontingent. Brokket sig over, at fagforblødningen risikerer at tage livet af velfærd og godt jobmarked. Ingen af os ved reelt, hvor stor en forandring vores samfund bliver udsat for, hvis fagforeningerne går den stille død i møde.

Men hvad får vi for pengene i dag? Det spørger flere unge om. Med rette. For man kan ikke vinde ungdommen med en arbejdersang om fortidens sejre. Man bør samle ungdommen om fremtidens drømme og kampe.

Paradoksalt nok er ungdommen og fagbevægelsen havnet i et eksistentielt skæbnefællesskab. I takt med at færre unge melder sig ind i fagforeninger, vil presset på min generation stige. Hvis ungdommen vil have mindre stress på arbejde, have adgang til billigere boliger tæt på jobbet, trygge ansættelser, ligeløn, færre arbejdstimer og mere frihed i arbejdslivet, kræver det, at vi melder os ind i fagforeningerne og skubber vores krav igennem.

Fagforeningerne skal genfinde modet til at investere i konkrete ydelser, som unge har brug for

Men som det er nu, sidder de ældre generationer på magten. Og det kan mærkes. Seniordage er f.eks. storpolitik til overenskomstforhandlinger, mens lærlinges krav om pension fra dag 1 viftes væk. Hvis fagforeningerne skal overleve de nuværende lederes levealder, må kursen ændres. Her er 7 konkrete punkter, hvor fagbevægelsen bør komme i gang.

1. Kæmp for lavere arbejdstid. Jeg er født i 1994 og tilhører den første generation siden fagbevægelsens fødsel, som ikke har bevidnet forbedringer i arbejdstiden. Når der kommer progressive forslag som en 4-dages eller 30-timers arbejdsuge, bliver man mødt med argumenter som ’så ville produktionen gå i stå’. Det er pudsigt, hvordan produktion dog er gået op alle andre gange, man har sat arbejdstiden ned. Men denne gang kan det åbenbart ikke lade sig gøre.

2. Opret fagforeningernes psykolog- og stresshus. Omkring 52 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 år rapporterer om et højt stressniveau. Det samme gælder 31 procent af unge mænd ifølge Den Nationale Sundhedsrapport. Ældre oplever også dårligere mentalt helbred.

Du skal som medlem af en fagforening derfor have adgang til psykolog eller stresscoach, der er specialiseret i jobmarkedet. Ideen er faktisk ikke ny. Den stammer fra dengang, fagbevægelsen kiggede på medlemmernes udfordringer og gik sammen om at skabe billigere løsninger. Et godt eksempel er Arbejdernes Landsbank, der hvert år bliver kåret til den bedste bank, og indtil for nylig Alka Forsikring, der gav medlemmer store rabatter. Fagforeningerne skal genfinde modet til at investere i konkrete ydelser, som unge har brug for.

3. Opret en #MeToo-hotline og et #MeToo-rejsehold på tværs af fagforeninger. Tal fra Fagbevægelsens Hovedorganisation viser, at jo yngre du er, og jo mindre du tjener, des flere krænkelser bliver du udsat for. Et konservativt estimat fra FH anslår, at 77.000 danskere blev udsat for seksuel chikane i 2017. Når man har været udsat for en seksuel krænkelse, og arbejdsgiveren forsøger at dække over det, er man som ung i en særlig sårbar situation.

Det sidste, man har brug for, er at få en sagsbehandler i røret, som ikke er vant til at håndtere krænkelsessager. Og juraen er ikke altid ligetil. Derfor bør fagbevægelsen oprette en hotline og et rejsehold til alle, der oplever krænkelser. Og så skal fagbosserne gå kraftigere ind i kampen for MeToo i stedet for at dukke hovedet, som vi har set hidtil.

Vi er mange unge, som kan se os selv i en fagbevægelse, der kæmper for vores ret til at bo tæt på arbejdet

4. Indgå ny hovedaftale for platformsvirksomheder. Grundloven for arbejdsmarkedet stammer fra 1899. Men den passer ikke til det 21. århundrede. Problemet ligger i fagbevægelsens forståelse af, at man enten er arbejdsgiver eller arbejdstager. Basta! Men vi har jo gymnasieeleven, som efter 4. modul gerne vil sætte sig op på cyklen og arbejde indtil efter aftensmad for så at gå i gang med lektierne til dagen efter… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.