Fagbevægelsens største problem er fagbevægelsen selv. Og hvis Fagbevægelsens Hovedorganisation skal undgå et langsomt selvmord, så skal den tage fat der, hvor det gør allermest ondt.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator

I Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) gemmer man på en ubehagelig dato. Nemlig FH-fagbevægelsens dødsdato. Året er 2049. Ifølge FH’s egne fremskrivninger af medlemsflugten vil der ikke være et eneste medlem tilbage til den tid, hvis udviklingen fortsætter. De børn, der i dag bliver født på landets hospitaler, kommer med andre ord til at møde et arbejdsmarked med en fagbevægelse på dødslejet.

Prøv lige at overveje, hvad det betyder: Den FH-arbejderbevægelse, der i halvandet århundrede har sørget for 37 timers arbejdsuge, seks ugers ferie, barsel, løn under sygdom og lagt fundamentet for velfærdsstaten, er langsomt på vej ud i intetheden.

Det betyder, at fagbevægelsen både bliver lønførende og ineffektiv – det er ikke holdbart for et solnedgangsfag

Konsekvenserne af en svækket arbejderbevægelse ser vi allerede nu. Mens direktøren har tjent kassen, er kassemedarbejderens løn ikke steget tilsvarende. Siden 2012 er produktiviteten steget, uden at lønmodtagerne har oplevet tilsvarende fremgang – for første gang siden 1960’erne. Klassesamfundet overtager, hvor fagbevægelsen slipper.

Men hvorfor bløder fagforeningerne så massivt – endda samtidig med at antallet af lønmodtagere slår rekord? Og endnu vigtigere: Hvorfor er det tilsyneladende så svært at stoppe blødningen?

Svaret er ikke kun, at der er færre klassiske arbejdere, flere medlemmer af gule fagforeninger og flere udlændinge, som forbinder fagforening med mafia.

Fagbevægelsens største problem er fagbevægelsen selv.

FH-formand Morten Skov når pensionsalderen i 2051. Hvis der skal stå en fagbevægelse tilbage til den tid, så kræver det, at han og de andre ledere gør alvor af at reformere sig selv. Som minimum skal de skabe ti forandringer af fagbevægelsen. Og de kan passende begynde der, hvor det gør allermest ondt:

For det første bør FH-fællesskabet kollektivt sænke lønnen i hele fagbevægelsen. Da jeg selv gik fra studentermedhjælper til taleskriver i en alder af 24 år, var min startløn 48.000 kroner om måneden. Det var minimumslønnen – andre menige medarbejdere tjener op til 70.000 kroner om måneden. Problemet med høje lønninger (i kombination med, at man sjældent tør fyre folk) er, at de dovne og dårlige gør alt for at blive, og at det bliver dyrere at hyre hinandens medarbejdere.

Det betyder, at fagbevægelsen både bliver lønførende og ineffektiv – det er ikke holdbart for et solnedgangsfag. Det er måske lidt groft tegnet op. Men en af mine tidligere kolleger i FH plejede at joke med, at man kunne fyre en tredjedel af medarbejderne og frikøbte valgte i fagbevægelsen, uden at medlemmerne ville opdage det. Det er utroværdigt for en græsrodsbevægelse, der kæmper for mere retfærdig omfordeling.

For det andet skal fagbevægelsen formulere reelle forbedringer, som lønmodtagerne kan mobilisere sig omkring. Det kan f.eks. være 34-timers arbejdsuge til samme løn, otte ugers ferie, friuger under skilsmisse/forældres død eller længere barsel. Det lyder alt sammen utænkeligt. Men fagforeningens resultater er altid begyndt med en utopi, som siden er blevet realiseret. Heri ligger nøglen til, hvorfor lønmodtagere i gamle dage betalte kontingent.

Derfor er det påfaldende, at fagforeningerne var mere ambitiøse i 1985, hvor de strejkede for en 35-timers arbejdsuge, end i dag, hvor den ugentlige arbejdstid har stået stille i tre årtier. Når jeg i dag spørger fagforeningsledere, hvad drømmen for en lønmodtager i 2050 er, så taler de fleste enten udenom eller svarer, at det må medlemmerne definere. Men det er præcis den slags visioner, vi har en fagbevægelse til at definere.

Når unge rammer min alder – 29 – er kun hver tredje stadig medlem

For det tredje bør Morten Skov sætte sig for at genoplive solidariteten i fagbevægelsen. En undersøgelse fra FH viser, at 80 procent af alle unge har været medlem af en fagforening, der forhandler overenskomst. Når unge rammer min alder – 29 – er kun hver tredje stadig medlem. Og hvorfor skulle ungdommen være solidarisk med en fagbevægelse, der hverken er solidarisk med ungdommen eller med hinanden?

F.eks. bakkede FH op om at halvere dimittenders dagpengeperiode og -sats. Til gengæld fik ældre medlemmer mere i dagpenge. Det er ikke skide smart at save benene over på den generation, man desperat har brug for. Desuden lider fagforeningerne under selvskadende grænsekrige. F.eks. har sygeplejersker i årtier kæmpet for, at sosu’er ikke må overtage deres opgaver. Samtidig er det FOA, som er sosu’ernes fagforening, der forhandler sygeplejestuderendes overenskomster – til stor frustration for de sygeplejestuderende.

Sådan findes der tusindvis af konflikter fagforeninger imellem, som skaber problemer for unge, ældre og fagforeningerne selv. Fagbevægelsen fortjener kun at overleve, hvis den i stedet for at tale om solidaritet faktisk praktiserer solidaritet – både med hinanden og ungdommen.

Man skal mærke ulempen ved ikke at være medlem

For det fjerde skal fagbevægelsen rekruttere og uddanne noget så kedeligt som flere tillidsrepræsentanter (TR). TR’er er undervurderede helte, som tit bruger fritimer på at hjælpe kolleger med løn, fyringer og konflikter omkring mobning og chikane.

De fleste fagforeninger, jeg møder, oplever desværre, at færre orker at være tillidsrepræsentanter for deres kolleger. Det er en stille og katastrofal udvikling. For ingen tillidsrepræsentanter – ingen fagbevægelse. Fagbevægelsen skal forhandle eller sikre bedre tillæg og vilkår for TR’er, så flere vælger tillidshvervet til.

For det femte bør fagforeningerne sænke prisen på medlemskab for lavtlønnede. Hvorfor skal en topskatteyder betale 904 kr. i kvartalet for medlemskab af Djøf, når tøjekspedienten, der tjener det kvarte, skal betale 1.422 kr. for HK? Fagforeninger bør gentænke prismodellen og f.eks. variere prisen efter, hvilken livsfase man er i. Det tidspunkt i livet, hvor det er dyrest at være medlem af en fagforening, er, når du er nyuddannet, fordi den disponible indkomst er lavest.

Derfor er det himmelråbende forudsigeligt, at unge fravælger fagforeningen, når de har få penge i kombination med at skulle købe en bolig, bil, investere i bryllup og børnesenge. Man kan lære meget af aviser og teleselskaber, hvor man kan skræddersy medlemskab og få rabat. Tænk, hvis en fagforening tilbød et +medlemskab og et light-medlemskab. Så ville den være til på sine medlemmers præmisser i stedet for omvendt… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.