På Lønmodtagernes Topmøde i tirsdags undlod fagbosserne at give Venstre samme taletid som Socialdemokratiet, ungdommen havde man ikke inviteret, og den offentlige sektor glemte man. Således formåede fagbevægelsen at forsømme de grupper, der er vitale for dens overlevelse.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator

I tirsdags samlede fagbevægelsen ministre, partiledere og resten af det politiske parnas til Lønmodtagernes Topmøde i Skuespilhuset. Overskriften var ’Fælles om den danske model’.

Fagbevægelsen skal hyldes for modet til at tale åbent om problemerne: 1,1 millioner danskere er ’freeriders’ og nyder godt af overenskomst uden at betale til fagforeninger, der ellers sikrer dem løn, ferie og fremgang. Der er langt mere på spil for os alle, end vi taler om til hverdag.

Så langt, så godt. Men mens fagbevægelsen gerne ville være ’fælles’ om at løse problemerne, gad man ikke være fælles om pladsen på scenen.

Det kan lyde ubetydeligt. Men nogle gange skaber de symbolske handlinger yderligere nag. Når Dansk Industri og Dansk Erhverv holder topmøder, får alle partiledere (og formanden for FH) en hovedtale. FH havde dog valgt ikke at give Jakob Ellemann-Jensen, arbejdsgiverne eller andre end Socialdemokratiet en tale, hvor de selv kunne sætte dagsordenen.

Derimod holdt FH’s formand tre oplæg og en afrundingstale. Socialdemokratiet fik en stor tale og plads i en debat.

Arbejdsgiverne og partilederne blev stuvet sammen i mindre paneldebatter med ordstyrere og spørgeramme. Ellemann fik allernådigst fem minutter til at sige tak for invitationen, inden Martin Krasnik kom på som ordstyrer.

Hvis ikke det borgerlige Danmark og fagbevægelsen finder en holdbar samarbejdspolitik, så taber alle

Og det kan med rette betragtes som en provokation. Ifølge mine kilder har Venstre da også studset over, at da Lars Løkke var statsminister i 2019, fik han til Lønmodtagernes Topmøde 25 minutter til at tale, mens daværende oppositionsleder Mette Frederiksen blev inviteret til at tale i hele 35 minutter.

Men efter Socialdemokratiet er kommet i regering, har blå blok ikke fået en eneste hovedtale til Lønmodtagernes Topmøde. I stedet har man placeret Ellemann og Pape i et panel med Mai Villadsen, Morten Messerschmidt og andre politikere, fagbevægelsen anser for sekundære. Bedre blev det ikke, at da FH fremsendte programmet for topmødet, havde de til min overraskelse ’glemt’ at skrive Jakob Ellemanns tale ind i programmet.

Forløbet svarer til at blive inviteret til middag hos en bekendt, du har haft det anstrengt med. Du bliver så bedt om at hjælpe med at lave maden, rydde af og vaske op – men du får ikke lov til at spise med ved bordet. Det er ikke en god strategi, fagbevægelsen har valgt, når man i fællesskab vil redde den danske model.

Selvfølgelig hjælper fagbevægelsens rød blok hist og her, ligesom arbejdsgiverne støtter blå blok mere end rød blok. Men forskellen er, at arbejdsgiverne har luret, at man skal kaste symbolske lunser efter Socialdemokratiet for at sikre egen agenda. Samme forståelse må fagbevægelsen som minimum nå frem til, hvis den vil have en chance for overlevelse.

Topmødet illustrerede også i bredere forstand, hvorfra nogle af fagbevægelsens udfordringer udspringer: De offentligt ansatte var gemt væk i backstagelokalet, ungdommen talte man om i stedet for med, og de borgerlige blev behandlet som bovlamme.

De borgerlige viste til gengæld ikke vilje til at give den nødlidende fagbevægelse frisk ilt. Og det er alvorligt og dårligt nyt for alle.

Hos blå politikere lader det til, at den danske model er noget, man roser over et glas mousserende Blanc de Noirs. Men i hverdagen har blå politikere modarbejdet den danske model politisk med dagpengeforringelser, nedskæringer i efteruddannelse og formindskelse af fagforeningsfradrag fra 6,5 milliarder kroner til 1,9 milliarder.

Det virker dog ikke til, at alvoren er gået op for hverken blå blok eller fagbevægelsen. Hvis ikke det borgerlige Danmark og fagbevægelsen finder en holdbar samarbejdspolitik, så taber alle.

Det handler ikke kun om, at »en stor del af velstanden i Danmark kan tilskrives den danske model«, som overvismand Carl-Johan Dahlgaard sagde på topmødet. Værre bliver det, hvis en halvdød fagbevægelse fører til, at politikerne skal lege fagforening og diskutere minimumsløn, ferie og antal fridage. Blå blok vil tabe diskussionen, hvis spørgsmålet om lønmodtagerne (og dermed vælgernes) vilkår bliver noget, vi stemmer om ved folketingsvalget.

Derfor er det i arbejdsgiverne, lønmodtagerne og alle politikeres interesse, at fagbevægelsen ikke knækker over… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.