Det mindste, vi forventer af vores forældres generation er, at de giver et bedre samfund videre end det, de selv modtog. Men problemerne vokser på flere parametre, og min generation må rydde op.

Lawand Hiwa Namo,
Skribent og rådgiver

På mange punkter er Danmark et bedre sted at bo i dag end for 20 og 30 år siden. På andre punkter er ungdommen dårligere stillet. Men nu står min generation på tærsklen til det rigtige voksenliv. Rundt om hjørnet lurer et liv med børn, hårdt arbejde og magtfulde og samfundsforandrende stillinger for nogen.

Derfor er det sundt at stoppe op og spørge os selv, hvor vores forældre og bedsteforældre sejrede, og hvor de fejlede. Hvad kan min generation takke for og lære af, og hvad bør vi sætte os for at gøre bedre, så vi kan overlevere bedre fællesskaber til de kommende generationer?

Boligmarkedet er gået bananas. Når en 26-årig sygeplejerske i dag vil købe en 48 kvadratmeter toværelses lejlighed på Peter Fabers Gade på Nørrebro, skal vedkommende betale 3,2 millioner kroner. I 1993 kostede samme lejlighed 300.000 kroner. På 30 år er prisen tidoblet, men det er sygeplejerskens løn ikke.

Din formueudvikling afgøres af, om du var heldig på boligmarkedet. Prisstigningerne skyldes ud over faldende renter og stigende indkomster bl.a. politiske valg om afdragsfrie lån, skattefordele til forældrekøb, brugen af friværdi og skattestop i 00’erne. Og jeg kunne blive ved. Her valgte Generation Friværdi at trække en engangsgevinst ud af boligmarkedet på bekostning af alle os andre. Prisen betaler ungdommen og alle dem, der ikke nåede at købe en bolig.

Min generation må lave om på ideen om, at arbejdet er centrum for tilværelsen, og ændre arbejdslivets gang. Vi må have som mål, at arbejdet ikke kvæler kærligheden i hverdagen

Problemet bliver vitalt, når vi en dag når dertil, hvor en pædagog ikke har råd til at bo i en times afstand fra børnehaven i byen. Min generation må tage et valg: Skal boligen være en spekulativ investering eller et hjem? Vi bør derfor indføre en fastkurspolitik på boligpriser, hvor vi konstant sigter efter, at boligpriserne ikke stiger mere i værdi. Hen over årene vil inflationen stille og roligt udhule den enorme prisstigning, der er opstået på boligmarkedet. Og så skal et uafhængigt organ i højere grad kunne stramme og lempe lånemarkedet alt efter akutte behov.

Vi skal også indrette skattesystemet til at holde priserne fast.

Familie og arbejdsliv slår kærligheden ihjel. For os, der vil have børn om et par år, er studier af lykke og børn nedslående læsning. Oplevelsen af at være tilfreds med livet daler nemlig kraftigt, i årene efter at børnene er født, og retter sig først op omkring 50-års alderen.

Er det en naturlov, at skilsmisseraten skal være højest blandt par med småbørn? Kunne vi indrette arbejdslivet anderedes, så familier får bedre odds? Tænk, hvis begge forældre i årene med småbørn, ud over barselstiden, arbejdede markant mindre, så 30’erne ikke skal gå med bleer, pressede arbejdsdage, hentning og aflevering, madpakker og evig dårlig samvittighed.

Mit forslag er et slags forsikringssystem, hvor man som forældre kan hæve pensionsydelser, mens man har småbørn. Prisen er, at man i den anden ende giver køb på et år eller to af sin pension. På den måde kan vi udjævne lykkekurven, så livet ikke er hårdest, mens man har småbørn.

Men det kræver også et opgør med aldersdiskriminationen på arbejdspladserne. Det skal være slut med, at din jobansøgning ryger i makulatoren, når du runder 55 år. Min generation må lave om på ideen om, at arbejdet er centrum for tilværelsen, og ændre arbejdslivets gang. Vi må have som mål, at arbejdet ikke kvæler kærligheden i hverdagen.

Sociale medier og skærmbrug er nutidens cigaretter. Cigaretter blev i gamle dage lanceret som sunde, cool og et hjælpemiddel i hverdagen. I Sillicon Vally er nogle af de mest eksklusive og populære skoler skærmfrie. Spørgsmålet er, hvorfor medarbejdere, der arbejder i Google, Apple, Instagram, Facebook og andre dele af skærmindustrien, sender deres børn i skoler, hvor iPads og Instagram ikke er comme il faut?

Svaret er givet af forskere som Bent Meier, Dorte Ågård, Jesper Balslev og Harvard-professoren Manfred Spitzers opråb om, at årtiers digitalisering ikke har gjort børn og unge klogere. Tværtimod. Studier viser tilmed, at det især er børn fra ringere stillede familier, som bliver ramt på indlæringen, når digitaliseringen blindt bruges i undervisning.

Selvfølgelig har teknologien gjort livet nemmere for mange. Men danske børn slår europarekord i skærmtid, og det påvirker deres hjerner ifølge forskningen. Og når de førende forskere fortæller os, hvor skadeligt brugen af de afhængighedsskabende teknologier er, så er det vores pligt som samfund at sætte hårdt ind mod skærmenes og de sociale mediers indtog i skolen og hverdagen.

Danskere bliver dummere. Vores gennemsnitlige intelligenskvotient er dalende, og tendensen ser ud til at være begyndt i slutningen af 1990’erne. Unge er dårligere til at regne og skrive. Demokratiets immunforsvar er dannelse, ånd og viden. I mange år er der dog skåret kraftigt ned på, hvor meget vi investerer i hver enkelt elev og studerende. Vores generation må insistere på, at en klogere og åndeligt rigere befolkning er mere værd end en befolkning, der har råd til et fladskærms-tv i hvert rum.

Klimaskat og -afgift er den eneste moralske vej. Vi bør takke tidligere generationer for, at de i Danmark var mere fremsynede end resten af verden i spørgsmålet om klima og miljø. Men vi kan gøre det markant bedre. Klimabelastning af hvert enkelt produkt bør afspejles i prisen. Det er ikke en menneskeret at kunne købe et halvt kilo oksekød til 20 kroner. Det er derimod en menneskeret at kunne bo sikkert på kloden… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.