Vi bliver nødt til at lokke flere mænd til at arbejde i den offentlige sektor. Ellers kan vi lige så godt indlogere velfærdsstaten på et hospice og vænne os til tanken om, at velfærd er noget, man taler om i datid.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator

»Du må aldrig blive pædagog«. Sådan sagde min far til mig, efter at jeg fortalte hans kollega i børnehaven, at jeg også ville være pædagog. Da jeg blev voksen, fulgte jeg min fars råd. Som flertallet af mænd i Danmark arbejder jeg nu i den private sektor. Og tendensen kan meget vel blive en af årsagerne til velfærdsstatens undergang.

I dag er 77 procent af alle ansatte i kommuner og regioner kvinder. Vi taler så meget om, at der mangler hænder i det offentlige. Men vi glemmer, at manglen også hænger sammen med, at næsten halvdelen af arbejdsstyrken (nemlig mændene) ikke engang overvejer at blive sosu, pædagog eller sygeplejerske.

I takt med at flere kvinder vælger at søge væk fra velfærdsfagene og i stedet bliver ingeniører, it-teknikere og tager længere uddannelser, forsvinder grundlaget for velfærdens kernemedarbejdere.

Mens kvinder bevæger sig mod ligestilling, hænger vi mænd fast i forestillingen om kønnede job. Kønsstereotype fordomme om velfærdsfagene har ifølge forskningen enorm betydning for unges valg af uddannelse. Derfor smuldrer rekrutteringsbasen for den offentlige sektor fortsat.

Paradokset er, at vi mænd ikke bare fravælger job i den offentlige sektor. Vi trækker også på meget af velfærdens mandskab. Regeringen har bebudet, at »arbejdskraft er den nye valuta«. Derfor er det kun rimeligt at kaste et kritisk kønsblik på, hvorfor vi mangler hænder i velfærdsfagene.

Hvis vi i fremtiden vil have medarbejdere i vores børnehaver og på hospitaler og plejehjem, kræver det en kulturkamp, hvor vi tiltrækker mænd

Danske Regioner oplyser, at mænd over 65 år i gennemsnit koster samfundet 31.800 kroner om året i behandling i det offentlige, mens kvinder over 65 år koster 25.400 kroner om året.

Årsagen kan blandt andet være, at mænd ryger og drikker mere end kvinder, samtidig med at vi verfer vores kære væk, når de opfordrer os til at besøge lægen med det der underlige udslæt.

Vores fængsler koster årligt 4 milliarder kroner. Og det er ikke kriminelle kvinder, der tynger Kriminalforsorgen. 95 procent af de fængselsindsatte er mænd. Læg oveni, at vi fyrer nogle milliarder af på domstolene, som højst sandsynligt bruger flere ressourcer på voldelige og samfundssnyltende mænd end kvinder. Politiet koster det tredobbelte og bruger jo ikke tiden på kvindelige bander eller hooligans fra pigefodboldklubbens fanskare.

Omvendt bidrager vi mænd på tre måder til vores velfærd. For det første kommer jeg som mand til at dø flere år før min kæreste – så dér sparer staten lidt på pensionsydelser og plejehjem. For det andet er der flere kvinder på overførselsindkomst. Men det skyldes også udgifter i forbindelse med barsel, hvilket jo ikke er fair at tage med i ligningen. Og så lægger vi mænd flere skattekroner i fælleskassen.

Men hvis vi mænd vil storforbruge velfærd, så bliver vi også nødt til at arbejde i velfærdssektoren. Man kan jo heller ikke komme hjem til sin partner, som har arbejdet i lige så mange timer som en selv, og kræve, at hun lige laver mad, gør rent og rydder op, fordi daddy tjener flere penge i timen. Et hjem er et fællesskab, hvor alle bør bidrage. Velfærdsstaten er vel ingen undtagelse. Eller hvad?

Velfærdskrisen er også en kultur- og kønskrise

I sundhedsvæsnet er 8 ud af 10 medarbejdere kvinder. I Danmark er andelen af mandlige sygeplejersker på sølle 4 procent. I Portugal er tallet fire gange større, og i Iran er næsten halvdelen af sygeplejerskerne mænd.

De sidste årtier har den ene minister efter den anden stået på IT-Universitetet og lovprist succesfulde kampagner og studieændringer, som har fået flere kvinder ind på DTU og IT-Universitetet. Og hvem har ikke set de vellykkede biografreklamer med kvindelige ingeniørstuderende, der fortæller om, hvordan de vil forandre verden? Omvendt er der ingen, der har gidet poste penge i en national lærredsreklame for mænd i velfærdsfagene.

Hvis du åbner en lærebog på sygeplejestudiet, så er sygeplejersken afbildet som en kvinde og patienten som en ældre mand. Man skriver sågar i nogle studiebøger konsekvent ’hun’ om sygeplejersken og ’han’ om patienten. Man har simpelthen bygget en motorvej væk fra velfærdsuddannelserne uden at bygge et spor i modsat retning. Konsekvensen er kølig og kontant afregning fra ungdommen.

En undersøgelse, som Epinion har foretaget, viser, at over halvdelen af de 15-22-årige opfatter visse uddannelser som enten maskuline eller feminine. For eksempel peger de unge mænd i undersøgelsen på, at der kan være socialt stigma forbundet med at være mand på en kvindedomineret uddannelse. Surprise!

Hvis vi i fremtiden vil have medarbejdere i vores børnehaver og på hospitaler og plejehjem, kræver det en kulturkamp, hvor vi tiltrækker mænd som medarbejdere.

Derfor er det afgørende for velfærdsstatens overlevelse, at vi gør en større indsats for at tiltrække mænd til velfærdssektoren. Her er et par bud til en start… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.