Vi mænd spilder tid på at føle os forkert, fordi vi hænger fast i nogle gamle ideer om, hvad det vil sige at være en rigtig mand. Jeg gik selv i stilhed i to år, efter at min mor havde begået selvmord. Fordi jeg var blevet opdraget til, at mænd ikke viser følelser.

Lawand Hiwa Namo,
Klummeskribent, stud.scient.pol. og taleskriver for Fagbevægelsens Hovedforbund

Hvad har sognepræst Sørine Gotfredsen og mellemøstlige mørkemænd til fælles? De mener begge, at mænd, der græder, er tegn på feministisk forfald. Og begge tager manderollen til indtægt for et forstokket menneskesyn. Men vi fejler på alles vegne, når kravene til unge mænd hviler på forventningen om, at vi skal låse vores sårbarhed ned i en lille mørk æske og kaste nøglen i Østersøen.

I Berlingske skriver Gotfredsen, at »den grædende mand ikke er et godt tegn (…) og udtryk for et feminiseret samfund. Det er mennesket med de bløde værdier og vilje til at blotte sin sjæl, der hyldes, mens de mere klassiske maskuline dyder er i modvind«. Læser jeg videre i sognepræstens kampskrift for den voksne mand, kan jeg som hankøn lære, at jeg bør holde mig for god til gråd. Hvorfor? Fordi: »Gråd er barnets spontane reaktion, når verden føles overvældende, og gråd er forbundet med afmagt«.

Så glem, hvad forskerne siger om, at gråd udløser endorfiner. At gråd lindrer et smertende hjerte. Og at gråd er en sund biologisk mekaniske, der er indlejret i mennesket – ikke kun i barnet eller kvinden, sådan som Gotfredsen indirekte indikerer, når hun feminiserer tårer. Man skal ikke dukke op i kirken og tude på bagerste række for at få afløb for livets sorger, når Gotfredsen prædiker. Og det er ærgerligt. For Gotfredsen leverer eftertænksomme og indholdsrige prædikener, som de fleste vil kunne få noget ud af.

Man kunne vælge at trække på skulderen ad Gotfredsens indlæg. Men hendes kritik rammer alligevel et ømt punkt: Hvilke forventninger er der og bør der være til mænd? Hvilke dyder forbinder vi med det maskuline?

Det er muligvis i konflikt med de gammeldags maskuline dyder at udtrykke, hvordan man har det. Men maskulinitet og følelser bør kunne harmonere i det 21. århundrede. Og hvis der findes en forventning om, at mænd skal have tørre kinder, når de vinder OL eller deler deres sårbarhed i offentligheden, må vi erkende, at der er noget at kæmpe for – for både mænds og kvinders skyld.

Konsekvensen for mig var, at det tog mig to år, før jeg turde fortælle et andet menneske, hvordan jeg havde det med, at min mor tog sit liv. Det var hverken sundt eller opbyggeligt

Gotfredsens ord er et ekko af min egen opvækst. »Du græder ikke foran andre«, lærte mine forældre mig. »Du skal være stærk. En klippe, som andre kan læne sig op ad. Og vis aldrig dine følelser i offentligheden. En antilope blotter jo heller ikke halsen, når løverne kommer buldrende«, lød det. Men konsekvensen for mig var, at det tog mig to år, før jeg turde fortælle et andet menneske, hvordan jeg havde det med, at min mor tog sit liv. Det var hverken sundt eller opbyggeligt. Ikke i en alder af 14 år. Og nok heller ikke, hvis jeg havde været ældre.

Mine forældre havde misforstået, hvad det vil sige at være et helt menneske. Jeg benægter ikke, at der findes positive dyder, som er knyttet til det klassisk maskuline, og som kvinder finder tiltrækkende. Men misforståelsen ligger i at tro, at et menneske ikke kan rumme flere dyder på én gang. Og det er her, Gotfredsen går galt i byen. For der er god grund til at revurdere, hvordan man ’plejer’ at gøre.

MeToo-bølgen har givet offentligheden et kærkomment indblik i, hvor destruktive nogle magtfulde machomænd kan være. Vi har lært, at manglende respekt for kvinder florerer i visse drengegrupper. Machokultur uden modspil er i sidste ende ikke noget, nogen har godt af. Derfor er det oplagt, at vi mænd tager forventninger og dyder op til revision. Vi mænd bør kigge på de indbyrdes dynamikker, hvormed vi holder os selv og hinanden nede. Ideen om den ’stærke mand, der ikke tuder’, er jo med til at undertrykke vores eget køn.

Det har tit slået mig, at mange mænd på min fars alder har vaner og fortællinger om vores køn, som hæmmer dem. De har et mere minimalistisk sprog for følelser – for at sige det pænt. De udviser ikke sårbarhed på samme måde over for hinanden. Konkurrencen imellem hannerne virker opdyrket og hæmmende for intimiteten. Måske godt hjulpet på vej af kvinder som Gotfredsen, der hellere ser en mand rive sin træningstrøje i stykker end briste i glædestårer.

Det er ærgerligt for den generation af mænd. Og for de kommende generationer… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.