I 1993 lægger Anders Fogh grundstenen til det moderne borgerlige projekt med en bog, hvis fejlslagne analyse han ellers selv skyller ud i wc’et, da han får magten og møder virkeligheden otte år senere.
Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator, cand.scient.pol.
I 1993 udgav Anders Fogh Rasmussen en debatbog, der var så hardcore liberal, at den i dag får Alex Vanopslagh til at ligne en langhåret pædagog fra Nørrebro, der foretrækker gruppekram frem for skattelettelser.
’Fra socialstat til minimalstat’ er en 217 sider lang krigserklæring mod offentlige sygehuse, pension, kontanthjælp og den dovne danske ’slavementalitet’. Bogen trækker på over ti liberale tænkere og lægger grundstenen til dagens borgerlige tænkning.
De ideologiske grundargumenter, som Fogh sprøjter ud i 1993, er i dag sivet dybt ned i det borgerlige grundvand. Kampen mod antallet af offentligt ansatte. Jerntroen på, at det private altid er bedst, og at offentlige ydelser evigt skal sænkes. Kampen mod kulturelitens smagsdommeri. At penge grundlæggende ikke skal omfordeles gennem skat. ’Fra minimalstat til socialstat’ er en hæveautomat for blå debattører og politikere, hvor man altid kan trække et argument mod velfærd og for liberalisering.
Fik Fogh så ret i sine forudsigelser, når han dengang skrev, at »ene og alene den private sektor er i stand til at skabe velstand«? Eller at »jo større den offentlige sektor bliver, desto mindre bliver den private sektor«?
Under Foghs egen regeringsperiode, der startede otte år senere, voksede den offentlige sektor samtidig med den private. Danmark er et af de rigeste samfund i verden – selv om vi har en af de største offentlige sektorer. Danmark bliver år efter år kåret til et af de bedste lande i verden at drive virksomhed i. Det skyldes, at vi har et højt uddannelsesniveau, god adgang til sundhedsydelser og en velfærdsstat, der supplerer den private sektor.
Novo Nordisk daværende forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, udtalte i 2016 til Berlingske: »Jeg er altså nødt til at minde om, at de grundlæggende opdagelser, som vi nu er blevet styrtende rige på, er foregået på universiteterne. (…) Den grundlæggende opdagelse har vi aldrig nogensinde lavet«. Offentligt betalte universiteter vel at mærke …
Indsigten stemmer godt overens med økonomiprofessor Mariana Mazzucatos forskning, som viser, at staten er den stærkeste drivkraft bag store innovationer. For eksempel er 75 procent af alle lægemidler baseret på offentlig forskning, og selv iPhonen baserer sig på teknologier, som det offentlige startede med at udvikle.
Fogh tog altså grueligt fejl. Men på trods af sin totalt fejlslagne analyse står hans bog tilbage som det vigtigste borgerlige skrift i sidste halvdel af det 20. århundrede. Her lægges grundstenen, ikke bare for etableringen af tænketanken Cepos, men også for kulturkampen i 2000’erne og det moderne borgerlige Danmark.
Der er da også flere lyspunkter i bogen, som venstreorienterede i dag kan tage ved lære af – mere om det om lidt.
Foghs bog bør i dag først og fremmest læses som kampråbet til en kulturkamp mod »denne ynkelige slavenatur«, der angiveligt »gennemsyrer hele det danske samfund«. Danskeren kaldes statsslaven, og bogen karakteriserer dele af befolkningen som underlagt et slavesind, der har deponeret viljen og ansvaret hos den stygge stat. Mens Alex Vanopslaghs motto er ’du kan godt selv’, er pointen i Foghs bog, at du skal selv.
Kongstanken i bogen er, at staten ikke skal beskæftige sig med andet end essentielle ydelser, der garanterer den enkelte borgers sikkerhed og frihed som politi, retsvæsen og gratis uddannelse – dog ikke gratis videregående uddannelse. Heraf kommer begrebet minimalstat.
Fogh anser staten som et onde, som borgeren skal beskyttes imod. Han argumenterer for, at det er en etisk pligt at sikre så lille en stat og så megen frihed som muligt. At Fogh selv efterfølgende flere gange indskrænkede danskernes frihed, for eksempel ved at indføre 24-årsreglen, som fratog borgere retten til at bestemme over eget ægteskab, viser, at bogens svaghed er dens totale forkastelse af virkelighedens dilemmaer og nuancer… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.