Statsministeren fører en asocial kamp mod lønmodtagernes fritid. Der mangler arbejdskraft i nogle sektorer, ikke overalt. Det problem løses ikke ved at holde arbejdstiden oppe hos alle.
Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator, cand.scient.pol.
Det danske sprog har brug for en ny tilføjelse. Krise-washing beskriver efterhånden bedst regerings-top-toppens tilgang til politik anno 2024.
Den seneste krise, statsministeren puster op, er, at velfærdsstaten vil punktere, hvis lønmodtagerne går ned i arbejdstid. Årsagen er, at der kommer flere ældre, og at vi derfor angiveligt mangler penge og hænder. Analysen er så unuanceret og ensidig, at man skulle tro, den var undfanget af fem ungdomspolitikere på værtshuset Toga.
Mette Frederiksen har i sin analyse nemlig undladt at fremskrive alle de forbedringer, som fremtiden byder på. Det svarer til at planlægge sin økonomi som 20-årig ud fra, at man får en bunke udgifter til bolig og børn i fremtiden – uden at regne med, at man stiger i løn i løbet af livet. På den måde kan enhver fremtidsanalyse gøres dystopisk og angstfuld.
Men ny teknologi som AI, stigende udenlandsk arbejdskraft, klogere arbejdsmetoder og bedre uddannelsesniveau er afgørende udviklinger, når vi analyserer fremtidens arbejdsmarked og velfærd. Selv om vi lykkeligvis får flere ældre, så vil vi som samfund godt kunne håndtere udviklingen, fordi vi bliver mere produktive.
At en siddende statsminister kan slippe afsted med at fremskrive udfordringer på arbejdsmarkedet uden at fremskrive forbedringer må siges at være et analytisk sammenbrud i toppen af vores politiske samfund
Et eksempel er, at AI kan bruges i hospitalsvæsenet til at diagnosticere. I stedet for at to læger kigger fx røntgenbilleder igennem sammen, så kan en AI-model analysere langt flere røntgenbilleder på kortere tid – endda med 98 procents sikkerhed. På Aalborg Universitetshospital har en AI-model endda fundet brud, som personalet havde overset. I dag dobbelttjekkes alle billederne af to læger. På sigt vil det ikke være nødvendigt. Wupti! Færre hænder, kan nå flere opgaver.
En analyse fra konsulenthuset McKinsey anslår, at AI kan gøre Danmark 230 milliarder kroner rigere. Halvdelen af væksten kommer til at ske i det offentlige.
Ifølge Finansministeriets egne fremskrivninger har vi overholdbare finanser på lang sigt. Også selvom der kommer flere ældre.
Mette Frederiksen vil så klamre sig fast til argumentet om, at problemet ikke er penge. Nu er problemet, at velfærdsstaten bryder sammen, hvis ikke der er personale nok på plejehjem og hospitaler.
Og her er vi inde ved kernen af problemet. Der mangler arbejdskraft i bestemte sektorer. Ikke overalt. Det problem løser vi ikke ved at holde arbejdstiden oppe hos alle danskere.
En langt bedre løsning er at indføre lokalløn i det offentlige. Den enkelte afdeling skal kunne fastholde og rekruttere ved at lade løn og arbejdsvilkår afhænge af efterspørgslen – det har vi faktisk råd til. Uddannelser som mangler studerende, skal man (surprise) investere mere i. Der skal bruges penge på nye teknologier, som kræver færre medarbejdere. Og så skal vi fortsætte med at hente mere udenlandsk arbejdskraft (hvilket faktisk er den primære årsag til, at Finansministeriet finder flere penge i statskassen gang på gang). På lang sigt vil arbejdsmarkedet tilpasse sig. I takt med at nogle job forsvinder, vil unge også søge mod attraktive job… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.