Fodbold er en samfundsdominerende sport, alle vi uinteresserede normalt er tvungne deltagere i. Jeg nyder endelig at være blevet løsladt.
Lawand Hiwa Namo,
Forfatter
Havde det ikke været for covid-19, ville der have været fuld gang i fodboldkampene nu. Gab. Det slipper vi så for. Hvis der er et plus ved coronakrisen, så er det det.
Fodbold kan bedst beskrives som 90 langsomme minutter af dit liv, du aldrig får igen. Desværre dyrkes fodboldkulturen i det offentlige rum, som man dyrker religion i Mellemøsten. Begge dele vil jeg helst være fri for. Men det er svært at slippe. Fodbold fylder i vores samfund. Og fodbold er et sprog, som mænd ofte antager, at andre mænd taler.
Især har midaldrende mænd en stærk tendens til at læse alt fra heltemod til krig og fred ind i en sport, hvor 22 spillere løber efter en bold og hvert 10. minut kaster sig ned i falsk smerte. Neymar er et brasiliansk pragteksempel på, hvor åndssvag sporten er. Det er ham spilleren, der faker tacklinger, og som triller 20 gange rundt på banen uden skyggen af berøring.
Personligt vil jeg hellere betragte en dræbersnegl krydse en græsplæne end se fuldvoksne mænd jagte en bold og opføre sig som fornærmede skoledrenge, når dommeren griber ind.
En tommelfingerregel er, at jo større kriser mænd befinder sig i, des større er passionen for fodbold. Måske er det også derfor, fodbold har udviklet sig til et samfundspesticid, der forurener alt fra familiemiddage til hyggesnak på arbejdspladsen.
Man kan efterhånden ikke åbne en netavis uden at blive passiv læser af overskrifter om FCK, Liverpool og andre latterligheder.
På dr.dk læste jeg sågar, at Schmeichel var stolt af Danmarks coronahåndtering. Wow. DR har altså brugt skatteydernes penge på at få en journalist til at samle sin samfundskritiske pondus og skrive en ’nyhedshistorie’ om en målmands holdning til den danske stats håndtering af en global epidemi. Og de valgte tilmed at placere artiklen på forsiden af dr.dk. Like I give a fuck.
Af en eller anden grund lever fodboldtosser i den vildfarelse, at alt, der har med fodbold at gøre, er noget, alle skal være passive tilskuere til.
Det gælder også for vores kulturelle fyrtårn Politikens Hus. Jeg er ked af at sige det. Men særligt Politiken har en lemfældig brug af breaking news-bjælker, når det kommer til fodbold. Så lad os lige slå det fast, så også Politikens dygtige netredaktører er med:
Det er breaking news, når en terrorist skyder og dræber to danskere på åben gade.
Det er breaking news, når corona kommer til Danmark, med risiko for at den slår 6.000 danskere ihjel.
Det er ikke breaking news, når ham der Eriksen sælges til Inter.
Medmindre Eriksen tilfældigvis medbringer en ukendt og dødelig sygdom til sit nye opholdsland, så hører nyheden om hans klubskifte hjemme i den fane, der er markeret som ’sport’. Eller som man for min skyld kunne omdøbe til ’diverse ubetydeligheder’. Så slipper vi andre for at blive passive læsere af endnu en ligegyldighed i fodboldens evindeligt navlepillende verden.
Og det er ikke kun, når det drejer sig om breaking news, journaliststanden rammer skævt. En hurtig Infomedia-søgning viser, at ordet ’fodbold’ indgik i over 870.000 artikler, radio- og tv-indslag de seneste fem år. Til sammenligning var tallet for nyhedsproduktioner om håndbold kun 390.000. Nu vil en dedikeret fodboldfan tørre fadølsskummet af overlæben og indvende, at der skrives meget om fodbold, fordi sporten er tilsvarende populær. Tjo. Det er nu ikke sikkert.
Ifølge Danmarks Statistik er der kun 18 procent flere medlemmer af fodboldklubber end af gymnastikforeninger.
Personligt vil jeg hellere betragte en dræbersnegl krydse en græsplæne end se fuldvoksne mænd jagte en bold
Og en meningsmåling fra 2017 viser, at kun 32 procent af danskerne helst vil se fodbold, når der er sport i tv. Hele 27 procent vil helst se håndbold.
Tallene bliver ikke bedre, når vi tager kønsbrillerne på. Tværtimod. Under en femtedel af de danske kvinder foretrækker fodbold …
»Der er så meget, kvinder ikke forstår«, lød det i Danske Spils reklamer for fodboldgambling. Til det latterlige postulat kan jeg tilføje, at vi er mange mænd, som ikke kan – og aldrig vil – forstå fodbold… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.