Blå partier har kæmpet for at liberalisere taxamarkedet, så advokaten kan hyre en billigere vogn. Men hvor er kampen for liberalisering af advokatmarkedet, så taxachaufføren kan hyre en billigere advokat?

Lawand Hiwa Namo,
Skribent og taleskriver

Jeg håber, at du aldrig får brug for en advokat. Hvis det alligevel sker, kan du godt forberede dig på smerten, når regningen lander. For en advokat med fem års anciennitet i Storkøbenhavn tjener over 97.000 kr. om måneden. Og partnere i de store advokatselskaber tjener millioner af kroner som resultat af gamle privilegier, der er sikret gennem loven. Da politikerne gik reform-amok, fik ledige, lærere og sundhedspersonalet prygl på tur. Men advokatbranchen sneg sig uden om hårde reformer. De har stadig en enorm magt, som jeg mener, bør ses efter.

I Danmark har advokater møderetsmonopol modsat i Sverige – noget som stammer fra Christian IV’s tid i 1638. Det betyder, at det kun er advokater, der må repræsentere borgerne i retten, medmindre at der er tale om bestemte småsager. Monopolet skaber en naturlig efterspørgsel. Oven i hatten bestemmer advokatvirksomhederne selv hvem og hvor mange jurister, der skal modtage nådegaven og uddannes til advokater. Hvis kapitalismen fungerede som den skulle, ville travlhed på advokatkontorerne føre til langt flere advokatfuldmægtige. På den måde ville prisen og lønnen også falde til et naturligt leje. Noget tyder på, at systemet ikke fungerer.

En undersøgelse fra DJØF viser, at (især unge) medarbejdere er ved at krepere under 47-70 timers arbejdsuger. En professor emeritus fra CBS kalder advokatbranchen for »giftig«, »grotesk« og »Halloween-uhyggelig«.

Det tager de magtfulde partnere sig ikke af. Livet som ung advokat har altid været hårdt. Sådan var det for dem. Og sådan mener de åbenbart også, at det bør være i dag. Det går ikke bare ud over de unge advokatfuldmægtige. Det risikerer at skabe en udemokratisk retstilstand, hvor advokater vælger flere klienter fra.

Men vi er overhovedet ikke færdige med at tale om bizarre særregler for advokater.

Ifølge dansk lov skal 90 procent af en advokatvirksomhed være ejet af danske advokater, som arbejder i virksomheden. Det betyder, at værdiskabelsen på advokatmarkedet, forbliver hos advokaterne selv. Folketinget ønskede oprindeligt at sikre advokaters uafhængighed. Tanken var at beskytte klienter mod en situation, hvor det advokatselskab, man hyrer, er ejet af den virksomhed eller person, som man er kommet i juridisk uføre med. Det er et godt argument. Men hvis tanken bag loven er uafhængighed, hvorfor så ikke bestemme, at 80, 60 eller 51 procent af et advokatselskab skal være ejet af advokater? Og idéen om, at vitale demokratiske erhverv ikke kan fungere under markedsvilkår, gælder jo ikke for fx vores aviser og tv-kanaler. Vi har som bekendt ikke lovkrav om, at journalister skal eje Politikens Hus eller Berlingske Media.

Noget tyder på, at vores lovgivere har sovet i timen

Og hvis man kan sælge statens vaccineproduktion til en oliesheik og dele af DONG til Goldman Sachs, så kan man vel også overveje at lade pensionsselskaber og medborgere blive medejere og investere i advokatvirksomheder?

For gamle privilegier forhindrer nogle gange forandring, nytænkning og innovation.

Helt konkret betyder det f.eks., at iværksættere ikke får lige så meget ud af at udvikle en smart app eller disrupte markedet for advokatydelser, fordi advokatvirksomhederne næsten kun kan ejes af advokaterne selv. Noget som Produktivitetskommissionen påpegede allerede i 2013, Produktivitetsrådet sagde det samme i 2017, og tal fra Det Økonomiske Råd har ligeledes lagt op til et opgør. Men lige dén pointe har hverken Alex Vanopslagh, Søren Pape eller Jakob Elleman fundet værd at kæmpe for. Nej, så hellere kæmpe en martyrkamp for Uber.

Og så er der problemet med mangel på gennemsigtighed. Som forbruger har vi ingen idé om, hvilken advokat der er god, eller hvad den gængse pris er. For det er ikke et krav, at advokater offentliggør timepriser på nettet – kravet er, at de skal oplyse dig om deres pris, hvis du henvender dig. Det betyder, at hvis du står midt i en konflikt om en arv, skal du (udover at sørge over din afdøde mor eller far) skrive og ringe rundt og indhente tilbud. Ikke just noget man har overskud til i en sårbar situation, vel? Derfor tror jeg, at de fleste gør, som jeg selv har gjort: Man hyrer den første og bedste advokat.

Manglende prisgennemskuelighed mindsker derfor priskonkurrencen på juridisk bistand. Hvorfor ikke kræve, at alle advokater lægger timepriserne op på deres hjemmeside?

Når advokater bliver for dyre, og priserne er uigennemskuelige, så går det først og fremmest ud over dem med færrest penge. Selv om man kan søge om fri proces, så slår systemet ikke altid til. Den kendte advokat Knud Foldschack har fx sagt: »Generelt synes jeg, advokater er for grådige. Vi praler altid med, at vi har et retssamfund, og at der er retshjælpsdækning samt fri procesregler, så alle kan føre en proces. Men i virkeligheden er der mange sager, der ikke kan blive ført, fordi advokaterne ikke vil tage de sager. Honoraret er simpelthen for lavt«…Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.