Samfundet har en moralsk forpligtelse til at hjælpe børn og børnefamilier i kampen mod overvægt. Politikerne må komme med et seriøst bud på en overvægtsreform rettet mod børn.

Lawand Hiwa Namo,
Skribent og taleskriver

Mine forældre var slanke og sunde, da jeg blev født. Det ændrede sig, da de blev skilt. Min mor fik det skidt og begyndte at tage på. Det samme gjorde jeg. Hendes madvaner blev mine madvaner. Og vi fandt begge tryghed i at over- og trøstespise. For som mor sagde: »Når det har været en hård dag, så må man godt«

Noget af det værste ved at være overvægtig som barn var bevidstheden om at være anderledes. Puberteten var pinefuld. Pigerne vil aldrig røre mig med en ildtang, tænkte jeg. Hvorfor vælge en fyr med seks lag deller frem for en flad mave eller sixpack? Jeg begyndte at gå i XL-herrebluser for at skjule min tunge baggage.

Jeg stoppede med at gå til svømning, fordi jeg ikke kunne holde min krop ud – hvilket fik mig til at tage mere på. Hver gang jeg havde idræt i skolen, lod jeg, som om jeg skulle på toilettet, lige inden timen sluttede. Jeg havde gemt tasken med skiftetøj i Valbyhallens foyer, og derfra sneg jeg mig ud til cyklen og sprintede hjem, hvor jeg gik i bad skjult for omverdenens blikke.

Jeg brugte timer på at se min dobbelthage i spejlet for at se, om der mon var en vinkel, hvor den var mindre synlig. Jeg spildte altså en stor del af min barndom på at skamme mig, skjule mig og hade det tykke ansigt, der stirrede mig tilbage i spejlet.

Pigerne vil aldrig røre mig med en ildtang, tænkte jeg. Hvorfor vælge en fyr med seks lag deller frem for en flad mave eller sixpack?

I dag er jeg normalvægtig. Men en barndom som overvægtig ridser selvværdet og sætter sine spor. Jeg har stadig et anstrengt forhold til mad og min egen krop. Det hænder for ofte, at jeg mister kontrollen. Jeg falder tilbage til barndommens vaner. Og det skræmmer mig. Det lyder dumt. Men ud af det blå kan jeg have spist en pizza med creme fraiche-dressing, tyret en bøtte Ben & Jerry’s ned og sluttet ædegildet af med en pose chips – til aftensmad. Jeg ligger og har det skidt, men bliver ved med at spise. Det er ikke noget, jeg har lært som voksen. Det er ikke noget, jeg har tilegnet mig som barn. Det er en afhængighed, som er resultatet af forældresvigt og en barndom med overspisning.

Sådan er livet for mig og mange andre. Livet er ikke forfærdeligt af den grund, og jeg har lært at kompensere for mine uvaner. Men sådan behøver det ikke at være for børn, der vokser op i fremtiden.

Det er så her, at kropsaktivister vil sige, at mit eksempel viser, at problemet ikke ligger i overvægt, men i stigmatisering. Hvis nu alle accepterer, at det er megafedt at være tyk, så vil runde børn ikke have det så skidt. I Kolding Kommune er man f.eks. gået væk fra at veje alle eleverne for at undgå stigmatisering. Det er sympatisk. Men det er også knaldhamrende usolidarisk, hvis man ikke samtidig tør hive fat i overvægtige børn og deres familier. De fortjener hjælp – og hjælp er svær at få, hvis man ikke er villig til at anerkende problemerne, som de er.

Selvfølgelig skal stigmatisering af tykke stoppe. Ingen tvivl om det. Men vi går for langt, hvis vi accepterer børneovervægt. Hvis man er overvægtig som barn og ung, så er der stor sandsynlighed for, at man også er det som voksen, viser studier fra WHO. Overvægt i barndommen er en skygge, man ikke kan løbe fra. Det har jeg også erfaret på egen krop.

Overvægt i barndommen giver jo ar på sjælen og frarøver muligheden for at leve det liv, man vil leve som voksen. Det synes jeg, vi bør snakke ærligt om.

Som barn kan man ikke overskue konsekvenserne, som følger med de ekstra kilo. Man er mere syg, man kommer til at dø tidligere. Det vil sige, at man har færre år at tilbringe med de mennesker, man elsker. Intet barn fortjener at vokse op med de livsvilkår.

Nok er overvægt i første omgang et resultat af forældrenes svigt. Men svigtet kommer ofte af, at forældrene ikke kan håndtere egen overvægt. Der er en sammenhæng mellem tallet på badevægten og ens socioøkonomiske og kulturelle baggrund. Derfor er det også for nemt kun at give forældrene skylden. Børns overvægt er også et samfundsansvar… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.