Politikerne må spørge sig selv, hvor højt et selvmordstal de finder acceptabelt. Gør de det, bliver det klart, om de gør nok ved problemet.

Lawand Hiwa Namo,
Skribent og taleskriver

Hver dag tager 1-2 danskere deres eget liv. 26. september 2008 var min mor én af dem.

Det var en tragedie, der ramte mig som en højresvingsulykke. Mange ubehagelige følelser løb igennem mit 13-årige sind. Følelsen af at have slået min mor ihjel, følelser af skam, lettelse og sorg tyngede mig. De følelser dukker stadig op på skift her 12 år efter. Jeg vil vove den påstand, at selvmord efterlader er et dybt sår hos de efterladte. Et sår, som aldrig heler helt.

Selvmord har mange uskyldige ofre og usynlige konsekvenser. Hvad gør det ved en ven, datter, bror, onkel, kollega, mor eller far, når en nær forsvinder på så voldsom vis? Tabet er umuligt at gøre op i kroner og øre. Men det giver sig selv, at følgeskaderne ved selvmord og selvmordsforsøg er enorme for den enkelte og for samfundet. Det gør det kun endnu vigtigere, at vi som fællesskab træder i karakter.

Skal vi have det årlige selvmordstal på 600 ned til 500, 400, 300?

Som mange andre efterladte har jeg tit tænkt på, om det kunne være gået anderledes. Behøvede min mor at tage sit eget liv? Kunne hun have haft flere gode år end de 36, hun nåede at leve i, hvis den rette hjælp havde budt sig? Det er svært at afvise.

I Danmark begår lidt over 600 mennesker selvmord hvert år. Til sammenligning er knap 850 døde af covid-19 i Danmark.

200.000 nulevende danskere har forsøgt at begå selvmord. Ifølge Livslinjen betyder det, at vi er over en million danskere, der er pårørende til nogen, der enten har begået selvmord eller forsøgt på det.

Selvmord og selvmordsforsøg er en samfundstragedie, vi i alt for mange år har vendt det blinde øje til, såvel i den offentlige debat som på Christiansborg. I perioden 1980-2007 lykkedes det at bringe selvmordstallet ned med 60 procent, men siden er udviklingen gået i stå.

Både som selvmordstruet og som pårørende står man temmelig alene. Min mors død affødte både det mest forfærdelige og det smukkeste, jeg har oplevet i mit liv. Jeg var så privilegeret, at mine skolelærere, venners forældre og min mors veninde trådte til og sluttede ring om mig. Jeg fik den rette hjælp. Og vigtigst af alt mærkede jeg, at der stadig var kærlighed i livet.

Min lærer henvendte sig hos Egmont Fonden, der tilbød gratis psykologhjælp til børn, der har mistet. Hun insisterede på, at jeg skulle have hjælp. Det er jeg dybt taknemmelig for. Ikke mindst, fordi efterladte til selvmordere har højere risiko for at tage deres eget liv end mennesker, der ikke har haft selvmord tæt inde på livet.

Men hvad med alle de børn, unge og voksne, der hverken har ressourcestærke mennesker omkring sig eller gratis, specialiseret psykologhjælp rundt om hjørnet? Her giver vores myndigheder kun fattige svar.

Så hvad kan politikerne gøre? Der er flere lavthængende frugter, som Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre vil kunne plukke allerede i forbindelse med den kommende finanslov.

For det første bør de løfte psykiatrien permanent.

Selv om man sidste år afsatte 600 millioner kroner på finansloven til psykiatrien, er ressourcemanglen fortsat høj. Det blev slået fast af hele 44 organisationer og foreninger, der repræsenterer arbejdsgivere, personalegrupper, patienter, brugere og pårørende inden for psykiatrien i et fælles opråb til regeringen i august.

Det er veldokumenteret, at patienterne sendes hjem for tidligt eller afvises, fordi der mangler sengepladser. Manglen på ressourcer gør i det hele taget, at man som patient i psykiatrien ikke får den evidensbaserede behandling, som man ved virker. Det har professor i psykiatri Merete Nordentoft bl.a. råbt op om så sent som i september.

Det sidste, vi ønsker for folk, som er i risiko for at begå selvmord, er, at de efterlades alene. Hvis psykiatrien for alvor skal kunne løfte de syge borgere, der møder dem, bør Folketinget vedtage et stort og permanent løft af psykiatrien.

Samtidig skal vi have en konkret målsætning om at bringe antallet af selvmord ned. Man bør på Christiansborg spørge sig selv: Hvor mange færre selvmord vil vi kæmpe for? Skal vi have det årlige selvmordstal på 600 ned til 500, 400, 300? Bør vi sætte et mål om at halvere antallet af teenagere, der begår selvmord?

Et vigtigt skridt i kampen mod selvmord vil være at etablere et nationalt forebyggelsescenter for selvmord og selvmordsforsøg

Hvis ikke man tør diskutere de svære spørgsmål, så er det jo endnu sværere at gøre noget ved problemstillingen.

Nordisk Råds velfærdsudvalg har taget opgaven på sig og fremlagt en plan om, at antallet af selvmord skal reduceres med 25 procent inden 2025. Norge har for nylig lanceret en omfattende handlingsplan for sænke antallet af selvmord.

I Danmark må vi tage ved lære af Norge, og politikerne må indse, at der skal mere til for at bringe tallene ned. Vi skal have en national handleplan, som også tager bedre hånd om efterladte.

Et vigtigt skridt i kampen mod selvmord vil være at etablere et nationalt forebyggelsescenter for selvmord og selvmordsforsøg. I dag har hver region hver deres mere eller mindre effektive forebyggelsescenter, men det halter med at bygge bro mellem regioner og kommuner. Og der findes mig bekendt ikke en national indsats, der sikrer en sammenhæng i behandlingen.

Der mangler en indsats, som tager patienten i hånden fra start og videre i forløbet. Det gør det svært at tænke behandlingen helhedsorienteret. En sårbar person, der er i risikogruppen for selvmord, har ikke altid selv ressourcerne til at sikre sig et forløb, der svarer til vedkommendes behov… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.