De velbjærgede kommuner som Gentofte og Frederiksberg er blandt de kommuner, hvor færrest unge har et fritidsjob. Det er et skråplan, som vidner om forældre, der svigter dannelsen af deres børn.

Lawand Hiwa Namo,
Statskundskabsstuderende

Hvis man sætter sig på en bænk ved Frederiksberg Centeret, vil man omkring kl. 12 blive mødt af et bizart syn. Man vil se en lind strøm af teenagere træde ud fra cafeen Joe & The Juice med en tunacado-sandwich og friskpresset spinatjuice i hånden på vej tilbage til skolen eller gymnasiet. Over armen har nogle af dem en Bottega Veneta-taske til 15.000 kroner. Andre har tøj på, der svarer til to ugers løn for en pædagog som min far. Og selvom ungdommen er driftig, så tror jeg ikke, at samtlige stamgæster hos Joe & Juice selv har betalt for garderoben.

Mit bud er, at det er mor og far, der har sendt deres 14-årige skattemus ud i verden med et Mastercard i hånden.

Tallene tyder på, at det hænger sådan sammen: Jo rigere kommunens indbyggere er, desto lavere er andelen af unge i arbejde, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. I toppen finder vi kommuner som Varde og Herning, hvor mere end 4 ud af 10 unge er i job. Og blandt kommunerne med den laveste andel af unge i arbejde har vi Frederiksberg, Gentofte, København, Sorø og Lyngby-Taarbæk – her er det kun omkring 26 procent, der er i job.

Samtidig ligger kommuner som Brøndby, Rødovre og Ishøj også i den dårlige halvdel med den laveste andel af unge i beskæftigelse. Det er tankevækkende, at børnene i rigmandsghettoerne og børnene i kommuner med det, som vi i daglig tale kalder ghettoområder, har det til fælles: De arbejder mindre.

Det bedste eksempel er måske Gentofte Kommune, som ligger nummer sjok, når man kigger på de unges beskæftigelse. I 2018 lå den gennemsnitlige disponible indkomst per indbygger på lige over 427.000 kroner. Samtidig var det kun 24,7 procent af de 13-17-årige i kommunen, der havde et fritidsjob.

Til sammenligning var den typiske disponible indkomst i Ringkøbing-Skjern omkring 221.000 kroner. Og her var hele 42,2 procent af unge i job. Antagelsen om den strenge jyske arbejdsmoral er altså ikke varm luft. Det er iskolde fakta.

Det er et samfundsproblem, når færre unge tager et arbejde, uanset hvilken social klasse de kommer fra

’Og hvad så?’, vil det liberale hylekor spørge. ’Kan vi ikke være ligeglade med, hvordan rige forældre vælger at opdrage deres børn? Er denne klumme ikke bare endnu en omgang misundelsespis, som klattes ud på Politikens selvmedlidende spalter?’. Måske.

Men her vil jeg indvende, at dannelsen af individet er kernen i borgerligheden. At gøre unge til gode samfundsborgere, som tager ansvar og bidrager til fællesskabet, er afgørende for ethvert (borgerligt) samfund. Det er et samfundsproblem, når færre unge tager et arbejde, uanset hvilken social klasse de kommer fra. Og det er et selvstændigt problem, hvis flere og flere børn går rundt med ejendele, hvis samlede værdi overstiger en sosu-assistents månedsløn, uden at de tilsyneladende selv tjener alle pengene til det.

Det vidner om et åndeligt forfald og en ressourcestærk forældregruppe, der svigter sin opgave med at lære kommende generationer værdien af penge og det opbyggelige i at tjene sine egne penge. Mange af de unge, som vokser op på Frederiksberg og i Nordsjælland, er dem, der om 20 år kommer til at bestride topstillinger i samfundet.

Fredagsbarerne på statskundskab, jura og økonomi er jo en lukket fest. Men hvilken slags samfund får vi, hvis den fremtidige elite fortsætter sin afkobling fra flertallets hverdag?

Det har en selvstændig værdi, at man har prøvet at vende bøffer på McDonald’s, sidde i kassen i Brugsen eller arbejde på en restaurant, som jeg selv har gjort i fem år. Jeg vil påstå, at man får en større empati og respekt for det flertal af danskere, som hver dag udfører hårdt og manuelt arbejde… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.