Det sørgelige ved debatten om identitetspolitik er, at det bliver et valg mellem det reaktionære og det woke. Et valg mellem Henrik Dahl og Black Lives Matter. Vi har brug for identitetspolitik, men vi skal også forandre den måde, vi bedriver identitetspolitik på. Ellers vil debatten skabe endnu større splittelse, end vi allerede har i dag.

Lawand Hiwa Namo,
Klummeskribent

For et halvt års tid siden besøgte jeg en højskole for at holde et oplæg om identitetspolitik.

Efter oplægget kom en 19-årig mand fra en jysk provinsby hen til mig. Han fortalte, at han var holdt op med at give sine holdninger til kende under morgensang og debatarrangementer. Selv når de spillede brætspil, turde han ikke tage ordet og sige de unge piger fra København imod.

Den unge højskoleelev oplevede at blive frosset ude og latterliggjort, når han satte spørgsmålstegn ved, om f.eks. det biologiske køn ikke er en god måde at dele folk op på. Nu skal man altid være varsom med at tolke for meget ud af en enkelt anekdote, men selv hvis det kun er denne ene unge mand, der har oplevet at blive latterliggjort, så står vi med et problem. Det kan ikke være rigtigt, at en ung højskoleelev oplever, at man risikerer mobning ved at indtage et upopulært synspunkt. At rummet for den frie debat er blevet så snævert, at man helt afstår fra debatten.

Vi burde netop på højskolerne lade holdninger mødes og brydes for bagefter at dele brød og vand i spisesalen.

Vi taler meget om ghettoiseringen i Danmark, men vi ser den samme tendens til segregering, eller ghettoiseringer, på højskoler og uddannelser. Mødet mellem rig og fattig, mellem forskellige holdninger, indskrænkes langsomt. I dag er der ifølge Danmarks Statistik eksempelvis flere kvinder fra København på højskolerne, end der er mænd fra Nord- og Vestjylland og Vest- og Sydsjælland – tilsammen. Børn med akademikerforældre er overrepræsenteret på højskolerne.

Er det nødvendigvis et problem? Nej. Det er godt, at mange unge kvinder fra København søger mod højskolerne. Men hvis man skal have en sund og pluralistisk debat på landets højskoler, og det bør bestemt være målsætningen, så skal vi mødes og diskutere på tværs af sociale klasser. Hvis en særlig politisk dagsorden, hvor man helst skal have de rigtige meninger, bliver for dominerende, så ender mange unge med at blive ekskluderet fra debatten. Og jeg vil vove den påstand, at identitetspolitik fylder mere i hovedet hos børn af veluddannede forældre fra København end blandt unge mænd fra provinsen.

Højskoler og specifikke uddannelser må ikke blive små identitetspolitiske bobler, som mange fravælger, fordi det er blevet reduceret til ekskluderende fællesskaber. Og vi skal være ærlige om udfordringen: Der raser i disse år en heftig klassekamp i klasselokaler, sociale medier og på arbejdsmarkedet. Den øvre middelklasse har gennem identitetspolitikken fundet et sprog og en tænkning, hvis intention er at inkludere flere. I realiteten ender velmenende øvre middelklassebørn med at bruge identitetspolitik som en hammer, der dunkes i hovedet på mænd og kvinder fra hjem med færre penge og kortere uddannelse.

Identitetspolitik bliver en metode til at udskamme og ekskludere – og giver de rettroende patent på sandheden. Det er farligt for et demokrati, når vi ophører med at lytte til hinandens argumenter, fordi vi grupperer os i mindre og mindre fællesskaber, og hadet til modparten vokser.

På Københavns Universitet har vi set eksempler på, at studerende nægter at deltage den demokratiske dialog, når de støder på uenighed. Til universitetsvalget blev borgerliges valgplakater vandaliseret eller revet ned. Inger Støjberg blev som integrationsminister nægtet taletid, da hun blev inviteret ind til et samtaleinterview. I stedet for at stille spørgsmål og dyste med rationalitetens kraft valgte 25 studerende at rejse sig og afbryde ministeren, hvorefter de i kor råbte »din politik slår mennesker ihjel«. Herefter forlod de vrede studerende salen. Ingen var blevet klogere.

Jeg var bange for, hvad det ville have af sociale konsekvenser, hvis jeg insisterede på at holde fast i min humor og mit behov. Jeg oplevede ikke, at der var plads til politisk uenighed.

Jeg har selv mærket ubehaget ved at skulle underordne mig andres dogmer. Da jeg startede på statskundskab, var vi måske 4-5 med anden etnisk baggrund på et hold af 300 studerende. Jeg var en usikker 20-årig på et nye studie med hundredvis af dygtige medstuderende, og min måde at ventilere på var at lave ironiske jokes om min egen herkomst.

Men det stoppede brat en dag, da en medstuderende fortalte mig, at mit ordvalg var grimt, og at jeg med mine jokes og ord var med til at reproducere en racistisk verdensorden. Så stod vi dér. En kvinde fra et hjem med Wegner-stole og forældre, der stadig er sammen og selvfølgelig har købt en bolig til deres barn, over for en ung mand, der er vokset op i det modsatte. Jeg var målløs. Og jeg var også bange for, hvad det ville have af sociale konsekvenser, hvis jeg insisterede på at holde fast i min humor og mit behov. Jeg oplevede ikke, at der var plads til politisk uenighed, så fra den dag lavede jeg aldrig en joke om min egen etniske baggrund på Københavns Universitet igen… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.