Fagbevægelse kan bedst beskrives som en terminal kræftpatient. Når de ældre generationer går på pension, vil fagbevægelsen smuldre.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator

Ved årtusindskiftet var 69,3 procent af alle i arbejde medlem af en fagforening, der forhandler overenskomst. I 2018 var tallet faldet til sølle 53,7 procent. På 18 år forlod over 320.000 danskere røde faner og fadøl i Fælledparken. Samtidig vinder gule fagforeninger frem. Også selv om de gule hverken forhandler overenskomst eller aftaler med Christiansborg og arbejdsgiverne.

Hvis vi laver en grov lineær fremskrivning af medlemstabet fra år 2000 og frem, er udsigterne uhyggelige. I 2060 vil der knap være medlemmer tilbage i de fagforeninger, der hører under Fagbevægelsens Hovedorganisation (førhen LO og FTF, der fusionerede), også kaldet FH. I år 2000 var 1,52 millioner medlem af FH-fagforeninger. I 2015 var tallet faldet til 1,19 millioner ifølge arbejdsmarkedsforskere på Københavns Universitet.

I realiteten vil fagbevægelsen næppe dø helt ud. I stedet vil vi se et lille A-hold og et stort B-hold. Dansk Metal, elektrikerne, blikkenslagerne og lærerne vil holde fast i fagforening og gode vilkår. Ufaglærte og faggrupper med svag organisering vil blive savet over og opleve tilbagegang i leve- og arbejdsvilkår. Uligheden vil stige markant og forandre Danmark.

I år markerer fagbevægelsen 150-året for ’Slaget på Fælleden’ – også kendt som fagbevægelsens fødsel. Men fejringen og 150 års sejr overskygges altså af massiv medlemsflugt.

Fagbevægelsens medlemmer kan i stigende grad forveksles med delegerede til Ældre Sagens generalforsamling. Og det mærkes på den førte politik

Fortsætter tendensen, bliver arbejdsmarkedet skrøbeligere end stilken på de champagneglas, politikerne skåler i, når den danske model lovprises. Og så vil det unikke system med fælles overenskomst og spandevis af aftaler mellem Christiansborg og arbejdsmarkedet gå itu.

For hvilken arbejdsgiver eller politiker vil lade sig presse af fagforeninger, der ikke engang repræsenterer 40, 30 eller 20 procent af lønmodtagerne?

I lande som USA, England og Tyskland har en svag fagbevægelse ført til tilbagegang for de svageste og middelklassen. Det har ført til stigende arbejdstider og en presset hverdag. Resultatet har været politisk ustabilitet og været med til at bane vejen for Trump, Brexit og ufleksible arbejdsmarkeder i krisesituationer.

Derfor risikerer fagbevægelsens deroute ikke bare at være et problem for 3 millioner lønmodtagere i Danmark. Også arbejdsgiverforeningerne og dele af Christiansborg er bekymrede for, hvad der sker med vores samfund, hvis fagbevægelsen dør.

Hvor forsvinder medlemmerne hen? Forskningen viser, at fire bevægelser forandrer det danske arbejdsmarked. Den første forandring er strukturel. Grupper i vækst er servicefag og højtlønnede akademikere i det private – begge kendetegnet ved, at få er medlem af en fagforening. Den anden bevægelse er globaliseringen: For udenlandske medarbejdere er ’fagforening’ et fremmedord. De to sidste bevægelser er, at flere fravælger fagforeninger eller melder sig ind i en gul fagforening.

The million-dollar question er: Hvorfor flygter lønmodtagerne fra de røde faner?

Hvis man trækker svaret i den borgerlige holdningsautomat, er forklaringen, at fagbevægelsen har udviklet sig til fagforsteninger. Fagforeninger lever i det sidste årtusind med mafiametoder, kæmpe lønninger til sig selv og dyre kontorer ud til vandet.

Fagbevægelsen er holdt op med at drømme stort

Det mere nuancerede svar er, at der er syv hovedforklaringer bag fagbevægelsens langsomme død.

Den første forklaring er, at færre unge ved, hvad en fagforening er – eller hvorfor de skal være medlem. Et godt eksempel er mine barndomsvenner fra Valby: De kender ikke forskellen på en a-kasse og en fagforening. Og som én af dem spurgte: »Hvorfor skal jeg betale 463 kroner om måneden af min butiksløn på 21.000 kroner til HK?«. Det vidner om, at færre forældre opdrager næste generation til at organisere sig. Derfor må fagforeningerne investere i at kommunikere om, hvad en fagforening overhovedet er, og hvorfor det er nødvendigt at blive en del af fællesskabet – på ungdommens præmisser.

Det leder over til forklaring nummer 2: Det er blevet sværere for folk (især de unge) at kende forskel på gule og klassiske fagforeninger. Samtidig lokker gule fagforeninger med medlemskaber, der er markant billigere. For mange er en fagforening primært til, så man kan få hjælp, hvis arbejdsgiveren tager en et vist sted. Og juridisk bistand kan de gule godt levere. Men som arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen har sagt: »De gule er ikke fagforeninger, men forretninger, som sælger en vare i en indpakning, der ikke indeholder den vare, som danskerne tror, de får«. De gule fagforeninger har for eksempel ikke forhandlet overenskomst, trepartsaftaler og lovtekster om uddannelser, feriepenge og hjælpepakker, der redder dansk økonomi under pandemier og finanskriser. Men man behøver ikke være medlem for at nyde godt af fagbevægelsens arbejde. Derfor er fagforeningerne nødt til at gentænke den service og de tilbud, de tilbyder medlemmerne, og synliggøre truslen ved en død fagbevægelse.

Den tredje forklaring er, at fagbevægelsen delvist modarbejder ungdommen. Fagbevægelsens medlemmer kan i stigende grad forveksles med delegerede til Ældre Sagens generalforsamling. Og det mærkes på den førte politik. Da Socialdemokratiet foreslog, at man skar i dimittendsatsen og indskrænkede dimittenders ret til dagpenge fra to til et år, bakkede fagbevægelsen op. Det var betalingen for Arne-pension og forhøjet dagpengesats til voksne medlemmer. Læg oveni, at fagbevægelsen ikke har skabt løsninger for unge på usikre kontrakter og i prekære ansættelsesformer. Gymnasieeleven, der hopper op på cyklen som Wolt-bud, forstår ikke, hvorfor en eller anden fagforening kæmper imod hans eller hendes fleksible job. Fagbevægelsen holder stædigt fast i, at der kun findes to kategorier på arbejdsmarkedet: arbejdsgivere og arbejdstagere. Sandheden er, at der er kommet en tredje mellemkategori, der tiltaler nogle, og som er kommet for at blive. Fagforeningerne lever i en anden tid end ungdommen – og dele af arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen må på et tidspunkt anerkende den tredje ansættelsesform, organisere de unge billigt og inkludere dem i fællesskabet… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.