Velfærdsstaten er en kronisk syg patient, som sidder fast i en dødsspiral. Vi skal reformere det offentlige arbejdsmarked, hvis velfærden skal overleve.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator og tidligere taleskriver i FH

Kritikken haglede ned over Socialdemokratiet, da de i løbet af valgkampen præsenterede et lønløft til de offentligt ansatte i sundhedssektoren. Regeringen undergraver den danske tradition, hvor lønmodtagere selv forhandler løn og vilkår direkte med arbejdsgiverne, lød kritikken.

Men skandalen er ikke, at regeringen ville blande sig i løndannelsen. Skandalen er, at fagforeninger, arbejdsgivere og politikere desperat bilder folk ind, at den såkaldte danske lønforhandlingsmodel findes på det offentlige arbejdsmarked. Det er nemlig forkert.

Sandheden er, at der ikke findes en dansk model med uafhængige parter i den offentlige sektor, som vi kender det fra det private jobmarked. Offentlige medarbejdere kæmper mod en arbejdsgiver, som også er lovgiver. Og man kan ikke presse en stat i knæ i forhandlinger. Lovgiverne har endda vist sig villige til at tryne medarbejdergrupper på skift. Offentligt ansatte har været i konflikt i 1973, 1981, 1995, 1999, 2008, 2013 og i 2021, og i alle tilfælde endte det uden tilfredsstillende resultater. Vi har skandinaviensrekord i konflikt hos offentligt ansatte og ligger over gennemsnittet i EU.

Privatansatte har derimod ikke haft en større strejke siden gærkrisen før årtusindskiftet.

Resultatet af dette ulige magtforhold kender vi. Arbejdsglæden er så lav blandt velfærdsstatens frontkrigere, at vi ser masseflugt fra hospitaler, plejehjem, skoler og velfærdsuddannelser. Hvis man vil hive velfærdsstaten tilbage fra kanten, skal man stoppe med naivt at tale rørstrømsk om den danske model og være realistisk: Den danske model på det offentlige jobmarked er død. Selve grundloven for det offentlige arbejdsmarked skal laves om.

Strejkevåbnet for de offentligt ansatte har vist sig lige så effektivt som legetøjssværd i kampen mod Putin

Hvis man kort skal beskrive den danske model, udspringer den af en aftale, som arbejderne og arbejdsgiverne indgik i 1899. I grove træk fastslår modellen, at medarbejdere og arbejdsgivere gennem forhandling og med mulighed for strejke og lockout løser konflikter om løn og arbejdsvilkår i den private sektor uden politisk indblanding. Princippet på det private arbejdsmarked er det samme som mellem atommagter: Risikoen for gensidig ødelæggelse sikrer fred. Hertil har man trepartsaftaler, hvor arbejdsgivere, politikere og lønmodtagere løser udfordringer sammen.

I det offentlige er modellen vendt på hovedet. Man lavede i 1969 det, man kalder grundloven for det offentlige arbejdsmarked, tjenestemandsreformen. Reformen gav de offentligt ansatte lov til at strejke. Her skal man bemærke to ting: I det private kom grundloven nedefra og blev aftalt i en ligeværdig relation mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Med tjenestemandsreformen valgte politikerne at vedtage spillereglerne oppefra. Det er blandt andet med tjenestemandsreformen, at sygeplejersker og andre kvindedominerede fag blev indplaceret på lavere løntrin end eksempelvis politibetjente og lærere.

Et hav af senere ændringer og tilføjelser har kun bidraget til at gøre systemet ekstremt rigidt og uretfærdigt. I 80’erne gik man fra at forhandle løn i kroner og øre til at forhandle procentstigninger til alle offentligt ansatte. Det betød, at de, der tjener mest, får mere i lønposen. Reguleringsordningen kom også til. Den bestemmer, at offentligt ansatte aldrig må være lønførende i forhold til privatansatte eller sakke bagud i løn. Her ligger mekanismen, der gør, at hvis sygeplejersker får ekstraordinært mere i løn, bliver sosu’er og lægesekretærer savet over, når lønnen reguleres. Den logik har reelt slået solidariteten imellem de offentligt ansatte ihjel.

Samtidig giver budgetloven kommuner og regioner en minimal frihed til at forbedre arbejdsvilkår (og dermed arbejdsglæden) for offentligt ansatte.

Kort sagt: Det offentlige arbejdsmarked er blevet så kompliceret, dysfunktionelt og snævert, at arbejdsgivere og lønmodtagere sidder fast i en spændetrøje. Politikerne kan komme med nok så mange pakker, men derouten vil fortsætte, medmindre vi laver om på aftalesystemet.

Helt konkret står vi med fem problemer, som vi pinedød skal gøre op med.

For det første har strejkevåbnet for de offentligt ansatte vist sig lige så effektivt som legetøjssværd i kampen mod Putin. I 2018 stod staten til at spare en kvart milliard kroner om dagen til lønudgifter, da en storkonflikt nær brød ud. Og de offentlige arbejdsgivere har som de eneste i Skandinavien lockoutet offentlige ansatte. Løsningen er en lov, der pålægger staten at bruge hver en sparet krone ved konflikt på skattefradrag eller efteruddannelse. Måske bør man endda fjerne lockoutvåbnet. Det vil udligne magtforholdet en smule… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.