I jagten på magten er Socialdemokratiets ledelse i gang med at skære benene af partiet og bilde befolkningen ind, at vi står i exceptionelle kriser, selv om historien og tallene fortæller det modsatte.
Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator og rådgiver
Politikeren er aldrig større end partiet. Sådan var det måske engang i Socialdemokratiet. I dag er Danmarks største parti de facto ved at blive et ’Mettekrati’. Hvis statsministeren siger, at skattelettelser går ud over velfærd, så er det sandt. Hvis hun den næste dag mener, at den øvre middelklasse skal betale mindre i topskat, og at arveafgiften skal sænkes for Lego-arvinger, så er det den nye sandhed.
Og skidt pyt med om arbejderne i 1800-tallet fik tæv for at tilkæmpe sig retten til at forhandle overenskomst uden politisk indblanding. Hvis den socialdemokratiske leder kan tilfredsstille Løkke og Ellemann ved at øge arbejdsudbuddet med 8.500 gennem et historisk indgreb i lønmodtagernes rettigheder inden overenskomstforhandlinger, så gør Mette det.
Skidt pyt med om min generation så også bliver den første i hundrede år, som ser arbejdstiden stige i en tid med stigende stress. Ideologien er død. Til gengæld lever Socialdemokratiets formand videre i Statsministeriet. Endda uden risiko for minkrigsretssag eller en dybdeborende FE-undersøgelse. Prisen betaler hele Socialdemokratiet.
På få måneder har statsministeren banket det 150 år gamle arbejderparti ud på kollisionskurs med sit bagland, sin ideologi og med den arbejderbevægelse, som partiet blev født af. Socialdemokratiets problem handler ikke kun om en fridag eller om topskat. Det handler især om jeg alene vide-stilen, som regeringen har gjort til sin arbejdsmetode.
Mette Frederiksens store problem er dog, at hendes raison d’être om en midterregering og overdrevne kriseretorik er faktuelt forkert.
De eneste to gange, Danmark har haft en regering hen over midten, var, da landet blev besat af nazisterne, og da Danmarks økonomi havde kurs mod afgrunden. Samlingsregeringer er altså til for at sikre nationalstaten, når den er truet på livet. Det kan man ikke sige, at Danmark er i dag.
Socialdemokratiets problem handler ikke kun om en fridag eller om topskat. Det handler især om jeg alene vide-stilen
Jeg er selv så autoritetstro, at jeg hoppede på fortællingen til at starte med. Krig i Ukraine, inflationskrisen, en ny verdensorden og ustabile økonomiske fremtidsudsigter. Sandheden er dog, at de kriser hverken er unikke eller en eksistentiel trussel mod Danmark. Verden har altid været under forandring. Og der har altid været kriser. De sidste to årtier har vi haft 9/11, Muhammed-krise, finanskrise, eurokrisen og coronakrisen. Undtagelserne er de korte perioder med ro og stabilitet.
Regeringens påstand om nødvendigheden af en midterregering er dermed lige så reel som eksistensen af Hogwarts. Når vi forholder os til fakta, er kriserne nemlig end ikke i nærheden af fortidens udfordringer.
Vi har rekordmange i arbejde.
Der er historisk få arbejdsløse.
Statskassen bugner, råderummet tælles i mange milliarder, som politikerne endnu ikke har øremærket til noget. Læg dertil, at der ifølge AE-rådet er op til 10 milliarder kroner mere i råderummet, end regeringen regner med.
Danmarks gæld har ramt et lavpunkt i år, og en eventuel recession ser ifølge prognoserne mildere ud end først antaget.
Betalingsbalancen (som er økonomiens kondital) havde sidste år et rekordoverskud, modsat 1960-89 hvor underskuddet holdt Danmark under vandet.
Inflationen er i dag aftagende, og renterne er ikke engang tæt på de 20 procent, som Danmark kæmpede med i begyndelsen 1980’erne.
Krigen i Ukraine er alvorlig – men kan jo ikke beskrives som lige så farlig for Danmark, som da Europa var splittet i to dele under den kolde krig. Dengang var sovjetiske atomvåben peget mod København og fjendtlige tropper nogle hundrede kilometer fra Danmarks grænser. Sovjetunionen invaderede Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968, uden at det krævede en dansk midterregering som svar. Danmark har siden Anden Verdenskrig faktisk klaret sig fremragende gennem utallige kriser – også selv om vi kun har haft en midterregering i ét af de sidste 78 år.
Det er derfor humbug, når nogle politikere påstår, at en flertalsregering på tværs af blokkene er det eneste, der kan redde Danmark.
Vi står tilbage med to mulige forklaringer på, hvorfor den socialdemokratiske ledelse med valgudskrivelsen valgte at gå efter en regering hen over midten.
Den første forklaring er, at Socialdemokratiet blev nødt til at lokke bortløbne midtervælgere tilbage til rød blok ved at love et samarbejde med Ellemann og co.
Den anden forklaring er, at Mette Frederiksen kunne se ind i en advokatvurdering af minksagen med en rigsretssag som yderste konsekvens. Men endnu værre kunne hun også forvente en dybdeborende undersøgelse af FE-sagerne… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.