Industrien har landet et gennembrudsforlig. Men hvor blev fagbevægelsens buldrende og bragende kamp for store bededag af?

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator

Dengang jeg arbejdede i fagbevægelsen, jokede vi med, at hvis Berlingskes leder roste overenskomsterne, så havde lønmodtagerne solgt sig for billigt. I år ser det ud til, at man har landet et resultat, som både Berlingske og Ekstra Bladets læsere kan være glade for. Men lønmodtagerne står tilbage med tre ubesvarede spørgsmål:

1) Hvorfor ændrede topforhandleren Claus Jensen holdning?

»Spørgsmålet om store bededag hører ikke til her«, lød det med den største selvfølge fra metalarbejdernes magtfulde formand, Claus Jensen, da DI og CO-industri holdt pressemøde søndag eftermiddag.

Inden nytår var konklusionen den modsatte fra en kampberedt metalformand i Børsen:

»Jeg kan ikke forsvare over for mig selv eller mine medlemmer at få et overenskomstresultat igennem, medmindre vi bliver kompenseret for en tabt store bededag. Jeg kommer ikke til at lave en overenskomst, hvor vi ikke i tilstrækkelig grad bliver kompenseret«.

Få dage inde i det nye år fik piben dog en helt anden lyd.

»Det er uden tvivl et helt uprovokeret og direkte indgreb i den danske aftalemodel. Men vi skal lave en aftale om de ting, vi kan bestemme. Og hvis medlemmerne er rigtig sure over store bededag, må de henvende sig til politikerne«, lød det nu fra Claus Jensen, som stadig ikke vidste, hvordan regeringen ville kompensere for en tabt store bededag.

Noget tyder på, at lønmodtagerne tidligt tabte armlægningen med arbejdsgiverne om at få en tilstrækkelig kompensation. Det er jo en ærlig sag. Men risikoen er nu, at industriens medlemmer kan kigge på deres egen topforhandler og med rette spørge, hvad han egentlig mener, og om han forsøger at løbe fra sine egne løfter.

2) Hvad ligger bag fagbevægelsens ros til regeringen? Og hvis den danske model nu er i fare, hvorfor er det så ikke en strejke værd?

I december roste 3F’s formand regeringsgrundlaget med, at det styrkede den danske model og var »ganske afbalanceret«. Afskaffelsen af store Bededag kunne man leve med, måtte man forstå på Danmarks største fagforening. Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) kaldte regeringsgrundlaget for »et godt kompromis for lønmodtagerne«.

Fire uger senere stod hele fagbevægelsen pludselig på et pressemøde og lignede en flok bedemænd til begravelse. Regeringen havde jordet en betonpæl igennem den danske model, fortalte de.

På få måneder har fagbevægelsen skiftet strategi og udmeldinger så mange gange, at selv ikke fagbevægelsen synes at vide, hvad den egentlig har tænkt sig at gøre

Fagbevægelsen var ifølge mine kilder helt op til det afgørende møde i FH’s forretningsudvalg internt uenige om, hvorvidt de overhovedet skulle gennemføre en underskriftsindsamling og kræve folkeafstemning. Man var angiveligt nervøs for at tale vreden op og for ikke at blive taget alvorligt på Christiansborg… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.