De borgerlige elsker at beskylde andre for at trække offerkortet. Men de er nu ret gode til det selv.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator, cand.scient.pol.

Politikens debatsektion bliver blandt borgerlige kritiseret for at være et offermasochistisk menighedsblad for dem, der konkurrerer om at have mest ondt af sig selv. Eksempelvis har Alex Vanopslagh flere gange påpeget, at der i Politiken er prestige i at være et offer, og tilmed lavet lister over de største brokkehoveder.

Nu kan det jo faktisk være positivt for den offentlige samtale at lytte til mennesker med rigtige problemer. Værre er det, når mennesker uden problemer gør sig selv til ofre – en disciplin, som især de borgerlige excellerer i.

Hvad Politiken er for kontanthjælpsmodtagere og underbetalte sygeplejersker, er Berlingske og Børsen for selvmedlidende toptopledere med alt for mange penge og alt for lidt selvindsigt. I anledning af, at året snart er forbi, er det derfor oplagt at lave en liste over de mest privilegerede danskere til højre for midten, som fik umanerligt ondt af sig selv:

1 Vi starter med Lars Rebien, der er bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden. Han blev i år desværre ramt af C25-syndromet. Det er en hallucinerende tilstand, hvor toperhvervsfolk føler sig kaldet til at posere i medierne med et floskelfyldt budskab om samfundet, som er afkoblet fra virkeligheden. Lars Rebien »følte sig forpligtet« til at brokke sig over, at toptopskatten ville gøre det markant sværere at rekruttere toptopledere til danske virksomheder. Få uger senere kom det frem, at hans egen toptopdirektør i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, rundede en halv milliard kroner i løn, for seks års arbejde. Lars Rebiens offerliggørelse af erhvervslivet er som at høre advokater brokke sig over stigende bourgognepriser.

Tænk, at man kan være så rig, have så fattigt et syn på sin egen kone og samtidig få så ondt af sig selv

2 Vi bliver ved toptopskatten. Direktøren for Saxo Bank, Kim Fournais, blev så forarget over, at han skulle bidrage mere til fællesskabet, at han i foråret kom for skade at sammenligne toptopskatten med konebytteri: »Hvis din kone er lækker og min er grim, skal jeg så have lov til at låne din?«. Puha. Tænk, at man kan være så rig, have så fattigt et syn på sin egen kone og samtidig få så ondt af sig selv.

3 Lars Boye Mathiesen var formand for Nye Borgerlige, indtil det i marts kom frem, at han havde forsøgt at afpresse partiet for 350.000 kroner. Pengene skulle overføres til hans konto på få dage – ellers ville han skride. Den borgerlige partiformand (der vil skære 100 milliarder af det offentliges budget) forklarede sin ønskede lønbonus med, at han er en presset familiefar med to småbørn, der »skal få det til at hænge sammen«.

4 Dansk Industri og Dansk Erhverv har i årevis været arbejdsmarkedets grædekoner, der jamrer over mangel på arbejdskraft. Samtidig har håbefulde lærlinge i 15 år tigget om flere lærepladser uden at nå i mål. Det svarer til, at landmanden vander markerne mindre for at spare penge og bagefter brokker sig over, at høsten slår fejl. I 2023 havde Dansk Erhverv den frækhed at lancere en kampagne med festglade pensionister, som skulle illustrere, at vi har for mange raske seniorer på bl.a. Arnepensionen. Underforstået, at arbejderklassen kun fortjener pension, når de er blevet så nedslidte, at de er tættere på graven end stranden. Men som flere topøkonomer påpeger, så har vi ikke mangel på arbejdskraft i Danmark. Man kan jo bare skrue lønnen op for at tiltrække flere fra udlandet. Men sådan er det med borgerlige – det frie marked fungerer kun, når det er med til at presse lønnen ned og ikke op.

Borgerlige har det samme forhold til censur, som teenagedrenge har til klamydia: Det er en større uretfærdighed at blive smittet end at smitte andre

5 Moderaterne fortjener en olympisk medalje i offerdisciplinen. Først indikerede partitoppen, at det var synd for Jon Stephensen, at han sådan blev jaget af medierne – indtil det kom frem, at Stephensen havde et problem med at jage 19-årige ungdomspolitikere, der »har den lækreste krop«. Moderaternes offerindstilling blev tydelig, da Enhedslisten hængte en kritisk avisforside op på ydersiden af en af deres kontordøre. Det var Ekstra Bladets historie om, at Lars Løkke Rasmussen under finanskrisen har kostet skatteyderne over 30 milliarder kroner i kritisable støtteordninger til bankerne. Hvordan reagerede Moderaterne? Jo, de rev plakaten ned og klagede til Folketinget over Enhedslistens brug af ytringsfrihed. Når venstreorienterede banditter river borgerlige plakater ned på universiteterne til universitetsvalg, skaber det hvert år et borgerligt ramaskrig – men dem hørte vi ikke fra i denne sag. Borgerlige har nemlig det samme forhold til censur, som teenagedrenge har til klamydia: Det er en større uretfærdighed at blive smittet end at smitte andre… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.