Jane Mylenberg ryster på hovedet ad medarbejdere, der vil gå tidligt for f.eks. at nå en børnefødselsdag. Det er på tide, hun indser, at ungdommen vil reformere arbejdslivet.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator, cand.scient.pol.

Da jeg var 19 år gammel, troede jeg, at meningen med livet skulle findes gennem arbejde. Jeg havde lige fået min første voksenkæreste, og tidligt i forholdet ville jeg forventningsafstemme: »Du skal vide, at jeg kommer til at arbejde 50-60 timer om ugen resten af livet. Sådan er jeg bare«. Bum.

Forholdet gik i vasken. Jeg havde underprioriteret venner og ungdomsliv.

Mange før mig har begået den fejl at gøre arbejdet til epicenter for livet, og friværdien til centrum for samtalen. Historisk mange ender – ofte modvilligt – alene. Og ifølge danske studier negligerer mænd som mig oftere forholdet til kæreste, børn og venner, og derfor ender vi i ensomhed og fysisk sygdom.

Erkendelsen om, at arbejdet ikke er vigtigst, deler jeg med flertallet af millennials og generation Z’er. Deloitte har undersøgt ungdommens forventning til arbejdslivet. Her kan vi se, at danske unge stiller høje krav til arbejdspladsens etik. Vi ønsker work-life-balance og muligheden for at gå tidligt fra arbejde for at prioritere børn, venner og familie, viser globale studier. Og så er vi ikke bange for at sige fra over for cheferne.

I dag bliver vi derfor beskyldt for at være forkælede og have urealistiske forventninger til arbejdet.

Senest har Jane Mylenberg, leder gennem 30 år, i Politiken langet ud efter hele min generation og påstået, at vi lider under en forskruet curlingkultur på arbejdspladserne. Hun problematiserer, at arbejdet i dag er det sted, som først skal betale prisen, når livet kradser, eller der er travlt på hjemmefronten.

Men hvorfor er det forkælet at spørge, om man kan gå tidligt for at nå en børnefødselsdag, eller om man kan få luft i kalenderen, når ens far bliver indlagt? Det er hyklerisk, når nogle ældre ikke under ungdommen et bedre arbejdsliv.

Måske har vi skabt et arbejdsliv, der slår kærligheden ihjel

Det har altid været et civiliseret samfunds mål at skabe en bedre verden til morgendagens unge, end den vi selv er vokset op i.

I stedet for at lægge unge for had for at drømme om forandring, så burde ældre generationer indse, at vi vil reformere arbejdslivet, fordi vi har lært af vores forældres og bedsteforældres liv.

Et Harvard-studie har i over 80 år målt individers lykke igennem hele livet. Når man spørger ældre mennesker, hvad de fortryder mest, så svarer de fleste, at de arbejdede for meget og prioriterede venner og familie for lidt.

I bogen ’Top five regrets of the dying’ interviewer en sygeplejerske på et hospice døende patienter om deres største fortrydelse. Konklusionen fra de døende er iskold og klar: Ingen ville på livets faldereb ønske at have arbejdet mere eller prioriteret karrieren – tværtimod. De fleste døende fortryder, at de ikke fik rejst nok og prioriteret deres venner, kæreste og børn højere.

Måske har vi skabt et arbejdsliv, der slår kærligheden ihjel. Skilsmisseraten peaker, når dit yngste barn er fem år gammelt. Vi kan se, at når vi i Vesten får børn, daler vores egen opfattelse af lykke markant, og den stiger markant, når børnene flytter hjemmefra. I Danmark har vi en af de højeste ugentlige arbejdstider for småbørnsfamilier i Vesteuropa. Det er ikke min generation, der er forskruet – det er indretningen af vores familie- og arbejdsliv, der er forældet.

Ledere som Mylenberg kan enten vælge at hyle ovre i hjørnet eller indse, at arbejde skal være fleksibelt, så livet ikke leves på arbejdets præmisser, men arbejdet tilrettelægges ud fra livets præmisser

Samtidig står statsministeren og beder os om at knokle mere. Afskaffelsen af store bededag var åbenbart ikke nok. Men til hvilket formål?… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.