Treparten er en historisk dyr politisk idé, der blev til i frygt for opgøret med 7.500 landmænd og yderområderne af Danmark.
Lawand Hiwa Namo,
Kommentator, cand.scient.pol.
Siden aftalen om den grønne trepart blev indgået i juni, har regeringstoppen ikke kunnet nævne den uden at få våde øjne over, hvor historisk formidabel aftalen er.
Og ret skal være ret: Ministeren for grøn trepart Jeppe Bruus (S) har formået at gøre det umulige. I løbet af de seneste par måneder har han simultant fået regeringstoppen, et flertal i Folketinget og landmændene til at blive enige om detaljerne i en kæmpe aftale for landbruget og arealomlægning.
Well done!
Men er aftalen så også fantastisk for alle os 5,9 millioner ikke-landmænd? På mange punkter er svaret ja. Og dog. Der er tre ting ved aftalen, jeg stadig ikke fatter.
For det første er den grønne trepart en historisk dyr aftale. Hvorfor er det egentlig, at vi skal bestikke landmænd med store milliardbeløb, for at de ikke kvæler fjordene med kvælstof?
Og hvorfor har man valgt et af de lempeligste CO2-krav til landbruget, når resten af produktionsdanmark er underlagt strenge krav?
Se, de spørgsmål mangler vi stadig svar på. Et af problemerne med aftalen er, at vi ikke kender den endelige pris. Vi risikerer, at aftalen bliver markant dyrere, fordi det er svært at forudse, om de enkelte landmænd kommer til at acceptere vilkårene, eller om de vil presse prisen yderligere op undervejs.
Frivillighed er stadig en hjørnesten i aftalen. Og frivillighed har historisk set ikke fungeret i landbruget, når det handler om kvælstof og udtagning af bestemte typer jord.
Det bør dog nævnes, at regeringen har strammet grebet om, hvor meget kvælstof, landmændene må udlede. Dét er en sejr for landets frøer, fisk og vandmiljø.
Tænk, hvis regeringen gav samme magt til kontanthjælpsmodtagerne og Dansk Socialrådgiverforening, når man vil ændre reglerne for jobcentrene
For det andet har den grønne trepart vist sig ikke at være helt så genial, som regeringstoppen og visse iagttagere har hævdet. Der er i mine øjne tale om en vanvittig konstruktion, der blev undfanget i et desperat Venstre.
I stedet for at gå demokratiets vej og lade Folketingets partier forhandle en aftale, ud fra hvad der samlet set er bedst for nationen, gav man en samling lobbyister kuglepen og blankocheck. Værsgo!
Pludselig valgte man at lade Danmarks Naturfredningsforening repræsentere havet, luften, klimaet og seks millioner danskeres naturinteresser – også selv om foreningen kun har 135.000 medlemmer. Ligeledes valgte man at ophøje landmændenes lobbyorganisation til en ’part’, som kan diktere en aftale, der dannede udgangspunkt for de folkevalgtes arbejde … Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.